Danish Food Cluster, hvis medlemmer repræsenterer cirka 75 procent af omsætningen i den danske fødevareklynge, vil tættere på Christiansborg. Derfor holder organisationen i 2020 sin årlige klyngeforsamling på Christiansborg, hvor fødevareminister Mogens Jensen vil deltage. Han vil fortælle, hvordan han og den nye regering ser branchens fremtidige muligheder med henblik på den grønne dagsorden.

Det skriver Food Supply i en artikel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En grøn dag

Det årlige arrangement plejer at hedde "A Great Day for Food Inovation" og afholdes normalt ude hos medlemmer. Men på grund af en grøn efterspørgsel fra industrien er arrangementet denne gang omdøbt til "A Green Day for Food Innovation" - og rykket ud på Christiansborg.

- Vi oplever, at flere og flere virksomheder gerne vil arbejde med de grønne målsætninger og SDG'erne. Og vi ved alle, at der er brug for nye, grønne og innovative løsninger for at nå regeringens høje ambitioner, siger direktør for Danish Food Cluster Lone Ryg Olsen til Food Supply.

Arrangementet på Christiansborg er åbent for alle, og altså ikke blot for medlemmer af Danish Food Cluster.