Linkogas ved Rødding udvider biogasanlægget, forstærker klimaindsatsen og øger produktionen af bæredygtig gødning.

I Lintrup lige uden for Rødding i Sønderjylland nøjes de ikke med at snakke om problemerne. Her har 80 landmændene taget sagen i egen hånd og indvier en stor udvidelse af biogasanlægget Linkogas.

- Med udvidelsen kan vi se frem til, at Linkogas sparer klimaet for en udledning af drivhusgasser, der svarer til 35.000 tons CO2 eller 5.400 danskeres gennemsnitlige CO2-udledning om året. Dermed er landmændene i området allerede godt i gang med at reducere udledningen fra deres husdyrproduktion, og samtidig producerer de en klimavenlig gas, der erstatter fossile brændstoffer, siger Pernille Stenstrup Christiansen, landechef for landbrug i Danske Bank.

Pernille Stenstrup Christiansen udtrykte ved indvielsen stolthed over, at banken har deltaget i finansieringen af projektet og dermed bidrager til et solidt skridt frem mod en bæredygtig og klimavenlig fremtid.

Bestyrelsesformand Aksel Buchholt sagde ved indvielsen, at en stor indsats for at opbygge viden om biogasproduktion har lagt grunden for mange års positiv udvikling på Linkogas.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Da vi begyndte for 30 år siden, troede vi, at hvis vi gjorde det på én måde, så ville vi få produceret gas - og hvis vi gjorde noget andet, kunne vi få styr på nogle tekniske udfordringer. Men det var ved at tage livet af Linkogas. Heldigvis fandt vi i tide ud af, at vi ikke bare skulle tro, men måtte skaffe den fornødne viden. Det er viden, der skaber grundlag for både klimagevinster, recirkulering af næringsstoffer, godt naboskab og økonomi, forklarede Aksel Buchholt.

90 procent fra husdyr

Efter udvidelsen behandler Linkogas årligt 600.000 tons biomasse, hvoraf de 90 procent er husdyrgødning. Biomassen bliver afgasset i biogasanlægget, hvorefter den bliver anvendt som bæredygtig gødning i landbruget. Biogassen pumpes ind i gasnettet, hvor den primært erstatter fossil naturgas.

Formand for Biogasbranchen Henrik Høegh, der også er tidligere fødevareminister, slog fast, at Linkogas er et godt eksempel på biogassens store potentiale.

- Linkogas er med sit gode eksempel et vigtigt fyrtårn for branchen. Fra at have en række vanskeligheder i starten udviklede anlægget sig til at være et af de teknisk og økonomisk mest veldrevne biogasanlæg i landet. Det har givet mange troen på, at biogas er det rigtige at satse på, sagde Henrik Høegh.

Udvidelsen på Linkogas medvirker til, at Danmark i 2020 kommer op på, at 20 procent af husdyrgødningen får fjernet klimagasser i biogasanlæggene, og at den klimavenlige biogas har erstattet 20 procent af den fossile naturgas i gasnettet.

- Vi er nået et godt stykke, men der stadig et stort potentiale, så det er ærgerligt, at der nu er lukket ned for, at andre anlæg kan udvikle sig tilsvarende. Derfor er det vigtigt med politisk fokus på at ændre rammevilkårene, så vi får markedet til at trække i retning af mere biogas og dermed en hurtig reduktion af CO2-udledningen, samtidig med at vi får en meget mere bæredygtig fødevareproduktion, sagde Henrik Høegh.

Der er 95 landbrugsbaserede biogasanlæg i Danmark.

Fakta om Linkogas

- Recirkulering af næringsstoffer.

- Biogasanlægget forædler husdyrgødning og recirkulerer næringsstoffer i madaffald, fiskeaffald fra en lokal dambrugsproduktion, organisk industriaffald og lignende.

- Med udvidelsen har anlægget kapacitet til at behandle 600.000 tons biomasse om året, hvoraf 90 procent er husdyrgødning. Det er en forøgelse på 200.000 tons om året.

- Det årlige output af bæredygtig gødning er på 2500 tons kvælstof, 500 tons fosfor og 1600 tons kalium.

- Reducerer udledningen af drivhusgasser

- Biogasanlægget har kapacitet til at producere 17,5 millioner kubikmeter biogas om året. Anlægget opsamler metan, der ellers ville have været udledt fra gylle i landbruget, og samtidig fortrænges fossil naturgas, hvilket sparer klimaet for 35.000 tons CO2 om året. Hvis man i stedet brugte biogassen til at erstatte diesel i for eksempel i lastbiler, så ville det spare klimaet for 45.000 ton CO2 om året.