Debatten raser i Danmark omkring ukrudtsmidlet Round Up og indholdsstoffet Glyphosat, efter Tyskland for nyligt forbød det. Herhjemme har over 30.000 danskere skrevet under på et borgerforslag om at forbyde Round Up.

Især grundvandets renhed og biodiversiteten er under bekymring fra borgerne, hvis brugen af Glyphosat fortsætter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det vil simpelthen sætte udviklingen tilbage. For alt det, som vi af hensyn til miljøet stiler imod med mindre jordbearbejdning, det tager udgangspunkt i, at vi har Glyphosat

Martin Merrild, formand, L&F

Men debatten er kørt af sporet. Det mener formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild.

- Debatten er blevet meget følelsesladet, og befolkningen bliver vildledt af organisationer, der ikke fortæller nuancerne, siger Martin Merrild til Maskinbladet.

Urigtige argumenter

Han mener, det er problematisk, at man udelader at fortælle, at stoffet sådan set er blevet stemplet som ufarligt af myndighederne.

- De kampagner, som flere organisationer kører i øjeblikket, går ensidigt på at afskaffe Glyphosat. De tager ikke højde for, at både EPA i USA og EFSA, EU's fødevareagentur, har godkendt Glyphosat som ufarligt. Og de tager slet ikke højde for, hvor katastrofalt det vil være at fjerne Glyphosat, siger Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener, borgere bliver ført bag lyset med kampagnernes argumenter.

- Problemet er, at organisationer vildleder befolkningen på det groveste ved at bruge de her argumenter, som simpelthen ikke er rigtige. Eksempelvis om at Glyphosat skulle være giftige for insekter og fugle. Det er ikke bevist, siger han.

Tilbagegang

Og der mangler også et perspektiv på, hvad et eventuelt forbud af Glyphosat egentlig vil betyde for dansk landbrug, mener han.

- Der mangler den analyse af, hvad der egentlig sker, hvis man fjerner Glyphosat fuldstændig. Og det er, at man vil skulle bruge mere mekanisk jordbearbejdning og dermed mere diesel for at opnå den produktion, vi har i dag, siger Merrild og uddyber:

- Det vil simpelthen sætte udviklingen tilbage. For alt det, som vi af hensyn til miljøet stiler imod med mindre jordbearbejdning, det tager udgangspunkt i, at vi har Glyphosat, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Østrig har ligesom Tyskland også valgt at forbyde Glyphosat. I 2017 valgte EU at godkende brugen af Glyphosat frem til 2022.

Merrild er uforstående overfor den tyske beslutning.

- Jeg vil da meget gerne se den tyske miljøminister i øjnene og spørge, hvorfor hun synes, det er en god idé at fjerne Glyphosat, siger han.

Han medgiver dog, at kemi som Glyphosat indebærer en risiko. Men han savner oprids af konsekvenserne.

- Man skal selvfølgelig anvende Glyphosat med respekt og omtanke. Det er et kemisk hjælpemiddel. Men vi mangler en analyse i debatten af de konsekvenser, som der vil være ved at fjerne det totalt, siger han.