På Agritechnica 2019 har danske GreenTec modtaget en sølvmedalje for den nye Scorpion-serie. Medaljen er blandt andet kommet i hus på grund af et nyudviklet armsystem, der i alt sin enkelthed går ud på at armen kan betjenes både med og uden parallelføring.

Fra maskinens betjeningspanel kan man vælge om parallelføringen skal være tilkoblet eller ej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Parallelføringsbetjeningen er specielt velegnet til hegnsklipning, hvortil kørsel uden parallelføring ligeledes er fordelagtigt til rabatklipning under vanskelige og trange forhold. Armen har tilmed en mere kompakt konstruktion, der giver reduceret transportbredde.

Det patentanmeldte armsystem giver rigtig mange muligheder, effektiviserer kørslen og giver chaufføren en større arbejdsglæde.

rich-media-2
John Christensen, direktør hos GreenTec, fortæller at man med den nye Scorpion-serie sender et klart signal: Alle vores maskiner produceres i Danmark.

Flere modeller

Scorpion Hybrid Armsystem er standard på alle modeller i serien, som omfatter i alt 10 modeller med intervaller fra 3,3 meter til 8,3 meter. De to mindste modeller med 3,3 og 4,3 meters vandret rækkevidde er en del af 'Compact-serien'. De fire største modeller med en vandret rækkevidde på 5,3 , 6,3 , 7,3 og 8,3 meter fås i to udgaver som standard og plus-serie. Alle modeller tilbydes med både front- og bagmontering.

Hænger i fire punkter

Alle Scorpion-maskiner leveres med det helt nye og patentanmeldte 4-punktsmontering. I stedet for det traditionelle 3-punktsophæng, har alle Scorpion-modellerne 4 monteringspunkter på hovedrammen.

De to nederste punkter monteres traditionelt i traktorens liftarme, mens de to øverste punkter forbindes med en trekantsramme til traktorens topstangsfæste eller til en K80-kuglekobling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved en rækkevidde på over syv meter, stabiliseres yderligere med en forbindelse fra maskinen til traktorens trækbom eller K80-kobling.

GreenTec har produceret armklippere i Kolding i 15 år og har med den nye Scorpion-serie erstattet den anerkendte Twiga Flex-serie.

rich-media-4
Den nye klipper fra GreenTec er både velegnet til rabatter og læhegn. Fotos: GreenTec.

Svævende hoved

Auto Height Control (AHC) leveres som ekstraudstyr til serie 6 og 8 og er udviklet i tæt samarbejde med hydraulikspecialisten Danfoss.

AHC anvendes til rabatklipning og sørger for at klippehovedet svæver hen over jordoverfladen og dermed følger terrænets konturer uden at chaufføren skal korrigere armen via joystikket.

AHC indstilles trinløst fra kabinen, hvorefter chaufføren kan fokusere på trafikken og eventuelle forhindringer i vejrabatten. Idet klippehovedet svæver hen over jorden, skabes der en væsentlig mindre belastning af hovedet, som vil nedsætte reparationsomkostningerne.

rich-media-6
Den nye klipper fra GreenTec er både velegnet til rabatter og læhegn. Fotos: GreenTec.