Viftrupgård Agro & Biogas fik fortalt den gode historie om biogas til Spjald by under Åbent Landbrug 2019.

Når branchen inviterer til Åbent Landbrug den tredje søndag i september, er det som regel for at vise familien Danmark, hvor mælken eller frikadellefarsen kommer fra. Landboforeningen vestjysk valgte i år derfor en noget anderledes vært, idet fortællingen ved søndagens arrangement på Viftrupgård tog udgangspunkt i, hvor familien Spjald får sin varme og strøm fra.

Det får Spjald Fjernvarme- og Vandværks forbrugere fra Viftrupgård Agro & Biogas, og i løbet af søndagen lagde 725 gæster vejen forbi.

- CO2 er oppe i tiden, og det er et forsøg på at lave Åbent Landbrug på et sted, hvor der ikke er husdyr, men hvor vi i stedet kan vise landbrugets mangfoldighed, fortæller Knud Christensen, indehaver af Viftrup Biogas.

Han viste dagen igennem selv rundt på biogasanlægget, der laver biogas af gylle og dybstrøelse fra lokale kvæg- og svinebrug samt afgrøder fra blandt andet Viftrupgård Agro, der drives af sønnen og svigerdatteren Kasper og Dorte Kvistgaard Christensen.

rich-media-1
Et gårdbesøg på et moderne landbrug giver mulighed for at få jord under neglene.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Landshistorie om Spjald

Dorte og Kasper Kvistgaard Christensen var meget glade for anledningen til at fortælle den klimavenlige historie om biogasanlæggets betydning for lokalsamfundet. Både til søndagens gæster og de medier, som benyttede Åbent Landbrug-arrangementet til at fortælle om den CO2 neutrale vestjyske by.

- Vi har kæmpet med at få fortalt historien om, at Spjald er 100 procent CO2-neutral, så det betyder meget for os, at der er medier, der har taget det op, siger Kasper Kvistgaard Christensen.

Udover at vise, hvordan biogasanlægget producerer energien, der bliver til varme og strøm i Spjald by, så præsenterede Viftrupgård Agro også maskinpark og majsmarker. I samarbejde med blandt andre landboforeningen vestjysk, Landboungdom og Landbrug & Fødevarer var der i dagens anledning desuden en række aktiviteter som majs-labyrint, trækketur på pony og Spjald FDF's 'mord-mysterie' i skoven ved siden af gården.

rich-media-2
For ikke mindst gæster fra byen var det interessant at opleve, hvordan de gps-styrede traktorer arbejder meget præcist i marken.

Dialog med lokalsamfundet

Majs-labyrinten var lavet som et grundrids af biogasanlægget i størrelsesforholdet 1-til-1, og Dorte Kvistgaard Christensen kan sagtens forestille sig, at den bliver gentaget til næste år. For eksempel sammen med en blomsterstribe i marken, hvor forbipasserende er velkomne til at plukke en buket. Hun vil nemlig gerne fortsætte den positive dialog med det omkringliggende samfund, som også er et mål med arrangementet Åbent Landbrug.

- Vi kører dybstrøelse gennem Spjald by. Selv om der er presenning på, så kan vi ikke undgå, at det lugter. Det samme med gyllelastbilen. Men hvis vi er åbne og tilbyder en tur i majsbyrinten og muligheden for at plukke blomster, så er det måske lidt lettere at sige pyt til, at det somme tider lugter lidt, siger Dorte Kvistgaard Christensen.

rich-media-3
Mange børn fik en trækketur på en pony og kunne også komme tæt på gårdens høns og kyllinger.