62 bedrifter over hele landet tog i dag imod nysgerrige danskere, der gerne ville se, hvordan et moderne dansk landbrug ser ud, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Et af de landbrug, der bød udenfor, var Møllerup Gods på Djursland, hvor Anne Sophie og Stig Gamborg blandt andet driver 500 hektar jord med rødsvingel, hvede og hamp, som anvendes til fødevarer, isolering og hudplejeprodukter. De arbejder meget med biodiversitet og bæredygtighed i forvaltning af landbruget og den tilhørende natur.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Gæsterne havde derfor også mulighed for at høre såkaldte TEDtalks om Møllerup i en bæredygtig sammenhæng og hamp som bæredygtig afgrøde.

En af dem, der benyttede sig af det tilbud, var Helle Freudendal, der besøgte Møllerup med en flok venner.

-Det er spændende at høre om, hvor meget man kan bruge hamp til. Der er virkelig mange perspektiver i det, sagde hun.

På Bredballegård ved Mårslet var det mest grise og køer, de mange børnefamilier var interesserede i.

Jakob Thorhauge Pedersen, der for første gang var taget til Åbent Landbrug med sin kone og deres lille søn, brugte lang tid ved de nyfødte kalve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Her kan vi få lov til selv at gå rundt og røre ved dyrene. Det bedste ved besøget har helt klart været at komme tæt på dyrene, sagde han.

Det fine besøgstal glæder Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, der både var forbi Møllerup Gods og Bredballegård.

-Det er en kæmpe indsats, værterne lægger i Åbent Landbrug. Oftest er hele landmandens familie, naboer og lokalsamfundet involveret. Det vidner om engagement og stolthed, og det sender et signal til danskerne om, at vi er et åbent erhverv, der gerne viser vores produktion frem. Så er det dejligt, at så mange danskere vælger at tage imod tilbuddet, siger han.