Afgrødemarkedets svar på biblen - WSDA-rapporten - blev offentliggjort i aftes. Den giver indblik i den globale forsyningsbalance for blandt andet hvede, majs og sojabønner.

Traditionen tro var USDA forsigtige med at pille ved udbytte-estimaterne, men tog dog endnu et lille skridt mod at imødekomme de lavere udbytter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Global hvede nedjusteret

De globale udsigter for hvedeproduktionen nedjusteres denne måned, som en konsekvens af vedvarende tørke i Australien. En lille opjustering af den europæiske produktion udlignes af et lille fald i den russiske og ukrainske produktion. Tilbage står den australske produktion som sænkes med 2 mio. tons.

For de estimerede slutlagre medfører det en marginal stigning, som dog ikke er langt fra forventningerne, der var fastholdt uændret i forhold til sidste måneds rapport. Som konsekvens af en stærk europæisk konkurrenceevne er det værd at holde sig for øje, at eksporten ud af EU opjusteres på bekostning af lavere eksport ud af Australien, mens den russiske og ukrainske eksport fastholdes.

Majslagrene falder mindre

De amerikanske produktionsudsigter for majs nedjusteres denne måned med godt 2,5 mio. tons, på effekten af lavere udbytter der sænkes til 168,2 bushels/acres, noget højere end markedets forventninger på 166,9 bushels/acre.

Ud af Sydamerika fastholdes produktionsudsigterne, da konsekvenserne af tørken endnu er for tidligt at indregne.

Lidt højere indgangslagre og en lidt lavere forbrug opvejer dog noget af produktionsfaldet, og de globale lagre falder på den baggrund noget mindre, end markedet havde stillet sig i udsigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sojaestimater sænkes

For soja er det også USA der bidrager med de største ændringer. De amerikanske udbytteestimater sænkes med 0,6 bushels/acre mod et ventet fald på 1,4 bushels/acre, hvilket i mængder betyder at produktionen estimeres 1,3 mio. tons lavere.

Den lavere amerikanske produktion opvejes dog af højere produktion fra andre småproducenter. Samtidig sænkes de amerikanske indgangslagre på en lidt højere eksport og crush i sidste sæson end hidtil antaget.

På slutlagrene har det en lille negativ effekt, der falder til i underkanten af 100 mio. tons globalt, lidt lavere end analytikernes forventninger.

Et skuffet marked har rettet sig

Overordnet førte september måneds WASDE-rapport begrænset nyt med sig.

Efter indledningsvise fald på skuffelsen over at de amerikanske udbytter ikke blev sænket i helt samme omfang som markedet forventede, har markedet efterfølgende rettet sig og handler i skrivende stund i plus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De estimerede slutlagre for sojabønner rammer lavere end markedet havde ventet på trods af at de amerikanske udbytter ikke sænkes helt så meget som ventet.

Men dette opvejes af større forbrug og eksport i sidste sæson. Den kinesiske import og forbrug holder status quo, og det ses som positivt i lyset af situationen i landets svineproduktion.

Den positive stemning i sojakomplekset trækker majsen med højere. Selv om slutlagrene for majs falder ud højere end ventet, er det værd at bemærke at lagrene stadig estimeres at falde 23,3 mio. tons i forhold til sidste sæson.

Møllehveden supporteres af mere positive udsigter på eksportfronten kombineret med en produktion der ikke blev opjusteret helt så meget som man kunne have frygtet, og udsigterne for de europæiske slutlagre er på den baggrund uforandret.