Ifølge biavlere sælges og markedsføres den udenlandske honning på en måde, så forbrugerne ikke kan se forskel. I flere supermarkeder sælges udenlandsk honning med prædikatet "Dansk produceret" og med et dannebrogsflag på emballagen. Det har fået de danske biavlere til at efterlyse politisk handling. Nu går fødevareminister Mogens Jensen (S) ind i sagen, skriver TV2.

- Jeg er af min kollega Simon Kollerup blevet gjort opmærksom på denne sag. For mig er det helt mærkeligt, at man kan putte et dansk flag på et produkt, der indeholder udenlandske råvarer. Det vil jeg nu undersøge, om vi kan få ændret på. Vi er oppe mod EU-regler, der kan besværliggøre processen, men jeg vil som sagt undersøge, hvad vi har af handlemuligheder, siger Mogens Jensen til TV2 Nord.