Hos MesseC, som står bag Nutrifair i Fredericia, forholder direktøren sig afdæmpet til Agromeks beslutning om at placere næste Agromek samtidig med Nutrifairs 10 års jubilæumsmesse i januar 2021.

Direktør Grete Højgaard, MesseC, har umiddelbart ikke mange kommentarer til, at Agromek nu har valgt at flytte sin næste messe til dagene 19. - 22. januar 2021 og dermed lægger sig oven i MesseC's Nutrifair-messe, der planlægger sin 10. udgave af Nutrifair netop i uge 3, som er messens faste, årlige udstillingstermin.

- Det er deres valg, men jeg kan godt forstå, at de vælger uge 3, for det er et godt tidspunkt, siger direktør Grete Højgaard, MesseC.

Hun vil ikke forholde sig til Agromeks begrundelser om at internationale messe som EuroTier og Sima flytter termin og nødvendiggør en flytning af Agromek. Og hun vil heller ikke kommentere, at det jo ikke er første gang, der er sammenstød mellem Nutrifair og en messe arrangeret af Agromek.

I 2016 arrangerede Agromek messen FarmerTech, som også overlappede med Nutrifair.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Forskellige messer

Grete Højgaard henviser til, at både MesseC og udstillerne er glade for Nutrifairs placering i uge 3, og hun har ikke planer om at ændre på tidspunktet, som for mange udstillere og gæster er blevet en fast tradition.

Hun nævner også, at der er forskel på Agromek og Nutrifair, så det for nogle måske giver anledning til to messebesøg i uge 3.

- Nutrifair er en nichemesse, der udelukkende henvender sig til beslutningstagere inden for den interne del af landbruget, mens Agromek er en stor, bred messe. Vi vil fortsat gøre det, vi er bedst til, men jeg er da bekymret for, at det kan blive dyrt for vores udstillere, hvis der er nogen, der måske vil være med begge steder, siger Grete Højgaard.