Landbruget vil blive ekstra hårdt ramt, fordi erhvervet præges af en høj gennemsnitsalder og derfor flere tusind bedrifter, som står foran et ejerskifte. Langt de fleste landmænd har kun kapital ét sted: I selve produktionsapparatet, som man derfor er tvunget til at gøre indhug i ved et generationsskifte. Hvem i samfundet ? der jo nyder godt af såvel fødevareproduktion som milliardstor eksport ? har fordel af det?
I udlandet kan man blive enig om at lade forældrene pensionere, så bedriften overtages af næste generation, uden at det påvirker driftsøkonomien. Selv i socialdemokratiske Sverige har de ingen arveafgift. Men herhjemme går der nu tilsyneladende sport i at øge skatten på generationsskifte, så vi falder bagud i den internationale konkurrence og rammer os selv på vækst og velstand.
Sig mig: Hvor stort er et menneskes misundelsesgen, hvis man føler glæde ved at dræne et i forvejen trængt erhverv?
