Der har endnu engang været en del opmærksomhed omkring minivådområdeordningen, der blev etableret i forbindelse med landbrugspakken i 2015. En del af begrundelsen for ordningen var, at den skulle opfange eventuel overskydende udledt kvælstof, da pakken tillod ekstra gødskning end tidligere lovgivning.
Det primære landbrug var lykkelig bare de kunne få lov til at gøde ekstra (igen blive lovlydige og gøde efter nitratdirektivets ligevægtsprincip, så jorden ikke udpines), så måtte man se stort på øvrige generende/tåbelige elementer, der fulgte med.
Det er hidtil gået noget trægt med disse minivådområder. Men efter en del mediehysteri blev støtteordningerne forbedret og der er kommet skred i tingene. Med det pres, der er fra det øvrige samfund på landbrugets udøvere, skal jeg ikke fortænke nogen i at de etableres. I det mindste gør man det ikke uden at få fuld kompensation.
Men jeg er lidt skuffet over, at landbrugets organisationer og øvrige aktører, ikke stiller sig mere skeptisk overfor det gavnlige i at vedblive med at føre krig, nu i fjerde årti, imod kvælstof (N). Lad os remse nogle ting op som ikke længere bør ignoreres.
Vi ved:
- På hvilken fejlagtig baggrund at kvælstof blev udpeget som årsag til iltsvind i 1980érne (ikke rester af kvælstofgødning men urenset spildevand).
- At det ikke alene er N men forholdet imellem N og P, der er interessant for miljøpåvirkningen i det marine miljø.
- At i de måneder, hvor iltsvind hyppigst optræder, er der næsten ingen målbar N i havet.
- At i de vandløb hvor de højeste tal for N findes, registreres ofte den største fiskeyngel.
- At en udledning på omkring 3.000 tons N i Lillebælt i 2016 ikke påvirkede havmiljøet negativt.
- At underskud af N i forhold til den til enhver tid tilgængelige mængde P i havet øger risikoen for ?skitalger?, som vanskeligere indgår i fødekæden.
- At hele totalkvælstofbalancemodellen som dansk gødningslovgivning hviler på, har fået en sønderlemmende kritik af udenlandske forskere.
Dertil kommer, at maksimum otte procent af havets indhold af kvælstof i indre danske farvande kommer fra vores landområder. De promiller kvælstof, som minivådområderne kan reducere i det marine miljø i det store billede, har overhovedet ingen betydning. I heldigste fald gør kvælstofbegrænsningen ingen skade, men der er større sandsynlighed for det modsatte.
Vi må konkludere, ikke i modelverdenen, men i den virkelige, er der ingen situationer, hvor kvælstof er skadelig.
Atmosfæren indeholder cirka 78 procent kvælstof og 20 procent ilt. Var fem-seks procent af kvælstoffet erstattet med ilt, var jordkloden en ubeboelig ildkugle. Deraf navnet kvælstof, som måske har nogle uheldige associationer.
Når det ikke kan forsvares at lave vådområder på grund af kvælstofbegrænsning, så bliver tilbageholdelse af fosfor trukket op af hatten.
Dertil kan oplyses, at Ortho-P (opløst fosfor) i 393 drænvandsundersøgelser fordelt over det ganske land var 66,5 procent under 0,05 mg/l, 98 procent under 0,5 mg/l og kun 1,5 procent over 0,5 mg/l.
Den lovmæssige grænseværdi for udledning af total P i renseanlæg er 1,5 mg /l.
Ved at bruge penge på at lave minivådområder pga. tilbageholdelse af fosfor, hvor kun 1,5 procent af drænudløb nærmer sig grænseværdien for udledning ved spildevandsanlæg eller hvor begrundelsen er at begrænse kvælstofudledning, burde Miljø- og Fødevareministeriet anmeldes for at krænke proportionalitetsprincippet. Under alle omstændigheder er pengene smidt ud af vinduet.
Miljøpolitik
Kan man politisk forvente at få lidt fornuft ind i miljøpolitikken?
Siden Miljøministeriets oprettelse har ikke mindst Venstre og Konservative stået bag den førte miljøpolitik. I 13 ud af de sidste 17,5 år har de, bistået af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, vist hvad blå side formår. I rød blok inkl. Radikale Venstre fortoner fornuften sig endnu mere.
Nye Borgerlige er derfor sat i verden for at få fornuften og generationers opsparede erfaring tilbage i lovgivningen. Den erfaring, der var mere naturnær og havde respekt for naturlovene. Som omtalt har det borgerlige Danmark svigtet her. De har nok haft viljen, men ikke evnet at stå imod og i dag selv blevet medlem, af den nye intellektuelle/snakkende klasse, der i dag sidder tungt på samfundets nøgleposter, inkl. mainstream medierne og faktisk også i landbrugets egne rækker (Seges & L&F).
Klassen har haft stor succes, er blevet så voluminøs, at det akademiske niveau i dag er så fortyndet, at de har mistet legitimiteten. Derfor må den rigide detailstyring af landbrugets driftsplanlægning ophøre, som på væsentlige områder hviler på ufrugtbar mistillid og uvidenhed, herunder misforståelse af kvælstofs rolle i naturens kredsløb.
Til slut vil jeg opfordre landbrugets aktører til at holde op med at skamrose en ny uerfaren landbrugsminister, blot fordi han har en pose penge med i lommen. Hvad skal det til for, når vi alle sammen ved, at han er på vej ud ad en blindgyde. Det vil lette Nye Borgerliges arbejde i Folketinget, når vi skal forsøge at få frigjort landbrugets fulde potentiale såvel materielt som kulturbærende element i de hårdt plagede landdistrikter.
