Fødevarestyrelsen har skærpet reglerne og tillader ikke længere aflivning af dyr på marken ved skydning.

Det er en praksis, som flere har brugt til fritgående får, svin og kvæg på marken, fordi det betragtes som skånsomt og mindre stressende end indfangning og transport med lastbil til et slagteri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge DR peger landmand Jørgen Ivar Brus Mikkelsen på, at regelændringen kan betyde, at han ikke kan få de største dyr på op til 1,4 ton slagtet, fordi de er for store til at passe ind i slagtegangen.

Også Dyrenes Beskyttelse finder regelstramningen problematisk og er kritisk overfor Fødevarestyrelsens beslutning om at fjerne muligheden for at skyde raske dyr på marken.

- Vi ønsker det bedste for dyrene, og det er ikke det bedste for dem at udsætte dem for stress under transporten og for nye miljøer, lige inden de skal aflives, siger Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Fødevarestyrelsen begrunder den nye regelstramning med, at den hidtidige praksis angiveligt er et brud på EU-regler.

- Vi er blevet opmærksomme på, at det simpelthen ikke er lovligt, siger Charlotte Vilstrup til DR. Hun er kontorchef for foder og fødevaresikkerhed hos Fødevarestyrelsen.