Økologisk Landsforening sætter med hjælp fra blandt andre tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard spot på de økologiske virksomheders potentiale for at levere på flere verdensmål.

Med FN's 17 verdensmål og Økologisk Landsforenings mål om 30 pct. økologi på markerne og i butikkerne i 2030 som pejlemærker, indbyder Økologisk Landsforening de økologiske fødevarevirksomheder til inspirationsdag i Middelfart tirsdag den 2. september, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse. Blandt oplægsholderne er tidligere miljøminister og EU-kommissær Connie Hedegaard, som giver sit perspektiv på FN's verdensmål for bæredygtig udvikling og økologiske virksomheders bidrag til og indsats for at nå målene.

- Økologiens grundprincipper og FN's verdensmål taler samme sprog. Derfor vil vi gerne give de økologiske virksomheder inspiration til, hvordan de på forskellig vis kan bidrage til og arbejde for at nå flere verdensmål, siger Helle Borup Friberg, adm. direktør i Økologisk Landsforening.

Fra gastronomi og storkøkkener til detail og eksport

På Inspirationsdagen kommer deltagerne rundt om økologien i al sin mangfoldighed i virksomhederne, i detailhandlen, de professionelle køkkener, på eksportmarkederne og ved de store forbrugerevents på gårdene.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Og så kigger vi fremad mod fremtidige mål for økologiens udvikling, som bygger videre på den solide vækst vi i en lang årrække har set i mark og marked kombineret med øget fokus på bæredygtighed bredt i samfundet. Næste år fejrer vi Ø-mærkets 30-års fødselsdag, og inspirationsdagen vil give deltagerne et billede af, hvordan økologien kan se ud, når vi om 10 år skal fejre dets 40-års dag, siger Helle Borup Friberg i pressemeddelelsen..

Ud over tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard tæller oplægsholderne; Henrik Biilmann, CEO, Friland, Kari Brandsgård, CEO, Haraldskær, Michael Langberg, Markedschef, Økologisk Landsforening, Pernille Bundgård, Markedschef, Eksport, Organic Denmark, Henrik Hindborg, Markedschef Detail, Økologisk Landsforening, Torben Blok, Markedschef, FoodService, Økologisk Landsforening, Cecilie Thorsmark, CEO, Copenhagen Fashion Week, Bent Hübertz, CMO, KLS PurePrint, Morten Juul Andersen, Kokkelandsholdet, og Jeppe B. Lundorf, Østjydsk Vinforsyning.