221 er blevet optaget på jordbrugsteknologuddannelsen, der udbydes i Odense, Slagelse og Aarhus. Mere end 70 procent har valgt at læse i Aarhus.

22-årige Mikkel Landmark er sammen med 155 andre blevet optaget på jordbrugsteknologuddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus, Danmarks største uddannelsessted for jordbrugsteknologer, skriver Erhvervsakademi Aarhus i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig utrolig meget, siger Mikkel, der er uddannet landmand og produktionsleder og lige nu arbejder hos DLG i Hovedgård.

Vil vide mere om økonomi og ledelse

Mikkel er opvokset på en mindre kvægbedrift ved Vejen, og lykken er gjort, hvis han en dag også bliver selvstændig.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Denne uddannelse vil gøre mig meget klogere på ledelse, økonomi, regnskab og skat, og det får jeg brug for, hvis jeg vil være en succesfuld landmand, siger Mikkel, der tager flere års arbejdserfaring med sig ind på studiet.

- Jeg har været ude og arbejde i nogle år blandt andet som fodermester i Viborg. Jeg har også været i New Zealand og arbejde på en farm med 1.000 køer sammen med en kammerat. Min tid som faglært og mit udlandsophold har gjort det klart for mig, at jeg skal uddannes mere. Jeg overvejede at læse til agrarøkonom, men jordbrugsteknolog giver mig flere muligheder, hvis jeg vil uddanne mig videre, fortæller Mikkel Landmark.

Flere ansøgere til færre studiepladser

På Erhvervsakademi Århus oplever man en stigende søgning til jordbrugsteknologuddannelsen samtidig med, at antallet af studiepladser et blevet reduceret. I år er der 156 studiepladser til 209 ansøgere. 70 procent er reserveret til kvote 2-ansøgere og 30 procent er reserveret til studenter, der optages via kvote 1.

Nyt tværfagligt jordbrugsmiljø

Uddannelseschef Lars Villemoes glæder sig over fremgangen.

- Vi glæder os til at tage imod de nye studerende. Sidste år flyttede vi fra Vejlby til Viby i et 4.800 kvadratmeter tværfagligt uddannelseshus, som vi deler med bl.a. finansstuderende. De er med til at styrke vores jordbrugsfaglige miljø, og sammen med vores ambitiøse og dedikerede studerende giver det et godt studieliv og nogle dygtige dimittender, siger han i pressemeddelelsen.

Teknologer i høj kurs

Ifølge jordbrugsteknologernes faglige organisation, JID, der organiserer 1.300 teknologer i Danmark, har arbejdsløsheden for denne faggruppe ligget stabilt lavt gennem flere år. Den aktuelle ledighedsprocent er 3,7. Men mange teknologer er i disse år på vej på pension og efterlader et behov for nye. Det siger JID-formand Uffe Pilegaard Larsen.

- Der er rigtig gode beskæftigelsesmuligheder for jordbrugsteknologer i landbrugssektoren og den offentlige sektor med blandt andet miljøarbejde, tilføjer han.