Med opbakning fra Miljø- og Fødevareministeriet lancerede Seges og Via University College sidste år en helt ny eliteuddannelse for landmænd, skriver Seges i en pressemeddelelse. Uddannelsen er en overbygning på den uddannelse, landmanden allerede har - for eksempel jordbrugsteknolog, faglært landmand, agrarøkonom eller anden relevant uddannelse.

Det første hold studerende var 'prøvekaniner' for, hvordan uddannelsen helt præcis skal skrues sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu lyder startskuddet for en ny ansøgningsrunde. Fristen for ansøgninger er 4. oktober - studiestart er 28.-29. november. Læs mere her.

- Uddannelsen sigter mod at klæde danske landmænd på til den fremtid, som vi - og de som landmænd - står overfor. Forløbet er designet til at opkvalificere og inspirere dygtige landmænd til at arbejde mere strategisk med innovation og forretningsudvikling i egen virksomhed, siger udviklingschef i Seges, Jakob Lave.