Biogasanlæg i Kværs og Glansager får en kapacitet på 600.000 og 400.000 ton biomasse om året, og det er et par hundrede tusinde ton mindre end først planlagt.

I august 2017 fremlagde Sønderborg Kommune, at der skal være to biogasanlæg inden for kommunegrænsen for at nå Project Zero målet om CO2 neutralitet i 2029.

Kapaciteten var i første omgang 600.000 og 800.000 ton biomasse om året i henholdsvis Glansager og Kværs. Den mængde er nu reduceret til 400.000 ton biomasse i Glansager og 600.000 ton i Kværs. Dog kan de blive udvidet, efterhånden som flere leverandører måske får lyst til at afhænde deres biomasse. Det skriver Jydske Vestkysten i en artikel.

Biomasse fra flere kilder

I og med husdyrbrugerne ikke leverer den samlede mængde biomasse til anlæggene, vil der blive tilkøbt yderligere mængder i form af mad- og slagteriaffald - eksempelvis fra slagteriet i Blans.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der bliver udsorteret mere organisk affald fra private husholdninger, og vi er faste bydere på industriaffald i udbud som slagteriaffald og andre produkter. I de tilfælde går vi længere væk end den omkreds af 25-30 kilometer fra anlægget, vi normalt siger, husdyrgødningen skal komme fra. Vi bestræber os på at holde transportafstandene så korte som muligt, siger Ole Hvelplund, direktør i Nature Energy, til Jydske Vestkysten.

Første spadestik i Glansager blev taget i februar, og anlægget forventes at blive taget i brug i 2020. Anlægget i Kværs forventes klar i 2021. Her er der massiv lokal modstand mod anlægget, og lokalplanen er netop blevet indklaget for planklagenævnet. Kritikerne hæfter sig ved, at de forventede mængder biomasse ikke er garanteret, og så frygter de for lugt og transporter.

De to anlæg er budgetteret til samlet 500 millioner kroner, og projektansvarlig er Nature Energy, der driver ti biogasanlæg i Danmark.