DNA-undersøgelser har nu klarlagt at den nedskudte ulv fra Ulfborg var en ægte ulv.

En 67-årig mand er idømt 40 dages betinget fængsel ved Retten i Herning for at have skudt en ulv ved Vind i Vestjylland. Dommen blev anket af både anklagemyndigheden og den dømte selv, men inden sagen kunne nå videre til landsretten, skulle en dna-undersøgelse fastlægge, hvorvidt der faktisk var tale om en ulv, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Senckenberg-instituttet i Tyskland har foretaget dna-analysen for at se, om der er hunde-dna i prøverne fra den dræbte ulv. Den 67-årige føler sig ikke overbevist af den tyske DNA-undersøgelsen og overvejer at få lavet endnu en undersøgelse om ulvens ophav, skriver Dagbladet.

Ankesagen er berammet til at finde sted ved Vestre Landsret den 23. og 25. september.