DEBAT: Formanden for Økologisk Landsforening Per Kølster og andre har kritiseret debatindlæg, der nævner at økologien er klimabelastende.

Fælles for dem er, at de giver udtryk for, at landbruget skal stå sammen, respektere hinanden og ikke bekrige hinanden i medierne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg vil starte med sige, at jeg har stor faglig og menneskelig respekt for de af mine kollegaer og naboer, som har valgt at drive økologisk landbrug enten af ideologiske eller som mange af økonomiske grunde. De slider lige så meget fra tidlig morgen til sen aften for at få hverdag og økonomi til at hænge sammen.

Men når de har valgt en formand, der gang på gang går i medierne og fremfører egne lyksaligheder og udstiller de 90 procent af landbruget, der driver et moderne vidensbaseret landbrug, som dem man vil lægge afstand til, så er min "samhørighedsforståelse" opbrugt. For det andet vil jeg gerne pointere, at for mig må forbrugerne købe og spise al den økologi de ønsker, når bare det er frivilligt, og der ikke skal smides flere og flere skattekroner efter det for at skabe et kunstigt ekstra behov.

Grov mistanke

Gang på gang kommer Per Kølster med forkerte påstande og halve sandheder. Vi er "garant for renere grundvand". De ting, der er fundet af urenheder, er fra gamle midler fra landbruget, DSB, og masser af andre der ikke vidste bedre. Så det, at man siden er blevet økolog, fritager ikke for de tidligere hændelser. Og da de moderne plantebeskyttelsesmidler ikke kommer til grundvandet, er det en grov mistanke, at sprede ud om det moderne landbrug. Husk at man sprøjter med kobber og svovl i økologisk frugtavl.

Den nye grønrøde regering vil hæve økologien til det dobbelte, og Per Kølster mener, at han nemt kan hjælpe de uvidende politikere med, at nå det mål. Fortæl dem nu sandheden: Arla betaler økologisk pris for at hente mælk hos økologer og sælger noget som "almindelig" mælk, fordi forbrugerne ikke drikker øko-mælk nok.

Der er kvæglandmænd, der ønsker, at blive økologer, men de får fornuftigt nok afslag, når mælken ikke kan afsættes. Store øko-ægproducenter er sagt op og slagter deres øko-høns, fordi forbrugerne ikke spiser øko-æg nok. Og øko-svinebesætninger er lukket ned, fordi forbrugerne ikke vil betale den højere pris. Så må jeg betragte det som stor uvidenhed, at politikere vil have dobbelt så meget af noget, der ikke kan sælges nu, trods gentagne milliontilskud af skatteborgernes penge. Og Økologisk Landsforening skubber i høj grad på i stedet for at hjælpe de landmænd, der allerede står i problemer med at afsætte de økologiske varer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kun halv dosis

Fortæl dem så også lige, at økologisk drift af markerne fjerner langt flere næringsstoffer fra jorden, end der tilføres. I det moderne landbrug laver vi " kostplaner", så vi ved nøjagtigt, hvor mange næringsstoffer planterne bruger for at vokse på markerne. Hvis træneren har regnet ud, at en cykelrytter skal bruge 5.000 kalorier på et cykelløb, vil det da være tåbeligt kun at give ham 2500 kalorier og sige god tur, så langt du nu når. Men på de fleste økologiske marker tildeles der altså også kun halv mængde næring og endda tit med husdyrgødning fra konventionelle husdyr i mangel af bedre.

Per Kølster skriver også at "mere gødning ofte fører til øget klimatryk, og at økologisk landbrug bruger langt mindre gødning" underforstået, at så er økologisk drift mere klimavenlig. Sikke noget vrøvl. Nej mere gødning giver da større og sundere planter med et større rodnet der lagrer mere CO2. Oveni fås et meget bedre immunforsvar og mere protein i planten. Og igen mindre jord der skal bruges til fødevareproduktion. Flere forskere har i øvrigt udtalt, at jo flere fødevarer vi dyrker intensivt på gode marker, jo flere marker kan frigives til natur, skov og energi.

Manipulation af læsere

Du skriver også tit at "klimaaftryk pr. kg plante eller dyr er det samme i økologisk og konventionel drift". Behændigt undlader du at skrive, at det kræver mindst dobbelt så mange (udpinte) marker, at lave de samme kg. Der skal også flere køer til at lave de samme kg mælk.

Og lige en mere af samme slags " studier viser, at drivhusgasudslippet fra økologi er lavere pr. hektar end konventionel". Igen er det direkte manipulation af læserne, for nu vil du godt bruge, hvor meget det er pr. mark, fordi der selvfølgelig ikke er så mange dyr pr. mark, når der kun er halvt så meget foder pr. mark og derved er det et bevis for, at der skal bruges mange flere marker for at give den samme mængde korn eller mælk.

Selvfølgelig skal vi ikke nedgøre hinandens måde at drive landbrug på, men så brug reel fakta i stedet for at manipulere over for folk uden indsigt i det faglige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kunne faktisk være en stor nyhed, hvis Per Kølster var gået ud i medierne og havde sagt: "at når vi økologer nu bruger så meget af de konventionelles husdyrgødning til vore økologiske marker, vil vi økologer bakke fuldt op om landbrugspakken, der tillader landbruget, at bruge den gødning, planterne reelt fjerner fra markerne".