Flere alvorlige ulykker med den farlige gyllegas-svovlbrinte i dette forår satte gang i en proces hos Byggeri & Teknik I/S i Herning, som afsøgte markedet og fandt frem til en allerede kendt teknologi, som kan forbedre sikkerheden for både landmænd og deres medhjælpere, når de arbejder med gylle.

Løsningen er en alarm, der advarer, når koncentrationen af dampe, når et vist niveau. Nyheden er indstillet til Landsskuets Nyhedspris 2019.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ifølge Byggeri & Teknik er en svovlbrintemåler en hel naturlig del af medarbejdernes påklædning i andre erhverv, når der arbejdes på steder, hvor den dødbringende og uberegnelige svovlbrinte kan forekomme.

- Det er bare ikke almindeligt i landbruget, men det vil Byggeri & Teknik I/S nu arbejde for, at det bliver, siger Flemming Hedegaard.

Byggeri & Teknik har testet svovlbrintemåleren i flere stalde, hvor den afslørede fejl i gyllesystemer, som medførte spredning af gyllegas.

Der findes mange tommelfingerregler for, hvordan man kan opdage svovlbrinte, og hvad man skal gøre for at passe på. Men det mest sikre er at vide, fremfor at gætte på, hvad luftens indhold af svovlbrinte er.

Noget af det mest enkle og pålidelige at måle med er ifølge Byggeri & Teknik en lille detektor på størrelse med en tændstikæske. Den kan placeres på tøjet eller på støvleskaftet, som er optimalt, fordi svovlbrinte er en smule tungere end atmosfærisk luft og frigives ved arbejde med blandt andet gylle, så koncentrationen bevæger sig nedefra og opefter.