Flytning af domicil blev dyrt for Lachenmeier Monsun, der må se overskuddet rasle ned til et plus på 0,4 millioner kroner efter skat mod 3,4 millioner kroner i 2017. Det skriver Jydske Vestkysten i en artikel.

I 2018 valgte maskinfabrikken at hive teltpælene op på deres tre forskellige adresser ved Grundtvigs Allé, hvor den havde været siden 1952. Lachenmeier Monsun har nu slået sig ned i den knap tre år gamle tidligere Siemens-bygning i Ragebøl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lachenmeier Monsun har også brugt penge på at bygge yderligere 4000 kvadratmeter produktion på den nye adresse i Ragebøl og har nu i alt 11.500 kvadratmeter at boltre sig på. Virksomheden har ikke oplyst, hvad flytning og udvidelse helt konkret har kostet, men oplyser til Jydske Vestkysten, at flytningen har holdt budgettet og er på et tocifret millionbeløb.

Det var naturligvis forudset, at flytningen ville få betydning for overskuddet i 2018, men virksomheden havde alligevel forventet et bedre resultat.

- Vi har ikke fået den omsætning hjem, som vi havde forventet. Hele branchen har været præget af sidste års tørke i Nordeuropa. Der blev ikke dyrket så meget korn, hvilket alle i branchen kan mærke. Kunderne holder igen, så der skal kæmpes mere for at få ordrerne i hus, siger administrerende direktør Lars Johansen til Jydske Vestkysten.

I indeværende regnskabsår forventer Lars Johansen et positivt resultat, som er bedre end resultatet for 2018. Høsten tegner nemlig til at blive god, og derfor ser Lachenmeier Monsun lyst på fremtiden.

Lachenmeier Monsun designer og producerer løsning til håndtering af bulkvarer fra korn- og foderstoffer samt maskiner indenfor biobrændsel.