Når de forgangne måneders gevinst af den hastigt stigende svinenotering skal fordeles, skal man som svineproducent først og fremmest tænke på at få styr på sit finansielle beredskab. Først derefter bør man kigge på rentable investeringer, som kan nedbringe fremstillingsprisen.

Sådan lyder opfordringen fra driftsøkonom hos LMO, Carsten Odde Dalum, når han skal kommentere på de seneste måneders hastige prisstigninger på grisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gennem de sidste mange år har svineproducenter haft meget store prisudsving. Hvis vi kigger tilbage på 2017, var det et historisk godt år, mens 2018 i særdeleshed har været meget udfordrende. Det gør, at man har et stort behov for at have et finansielt beredskab til at imødekomme udsvingene. Og det er der mulighed for at få styr på nu, hvor noteringen er gået op, siger Carsten Odde Dalum.

Det kan ellers være fristende at grave i bunken af skuffeprojekter og eventuelt købe en større traktor eller føre en udvidelse ud i livet.

- Men først og fremmest skal pengene i kassen, og så skal de bruges på at skabe et finansielt beredskab. Derefter kan man så kigge på investeringer, der også kan øge konkurrenceevnen. Der kan selvfølgelig være presserende investeringer, som absolut skal laves, men derudover bør det være sekundært, siger Carsten Odde Dalum.

Hvad kan styrke beredskabet?

Carsten Odde Dalum peger på, at der er mange måder, hvorpå man som svineproducent kan få det finansielle beredskab på plads.

- Hvordan man skaber et finansielt beredskab, er meget individuelt fra virksomhed til virksomhed. Nogle har det allerede i form af indlån eller værdipapirer. For andre, hvor indlån og værdipapirer ikke er en mulighed, kan beredskabet styrkes ved eksempelvis at opbygge kornlagre, lave gødningsindkøb eller undlade at udnytte sin kontraktfinansiering 100 procent, siger han og uddyber, at alle dispositioner for at styrke sit finansielle beredskab kun skal laves, hvis det er driftsøkonomisk fornuftigt i forhold til prisniveauer med videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hastig stigning

Som perler på en snor er svinenoteringen gået op næsten hver eneste uge siden slutningen af marts og er siden da steget mere end tre kroner. Stigningen falder dog også på et tørt sted, da prisen på grisen gyngede omkring de 8,3 kroner per kilo tidligere på året - en pris, der for de flestes vedkommende var tabsgivende.

Den stigende notering drives især op ad den afrikanske svinepest, der har fat i store dele af verdens svineproduktion, og de yderligere kroner har givet luft i de trængte svineproducenters økonomi.

- Den stigende notering er selvfølgelig meget glædelig, og det giver helt naturligt en bedre økonomi derude. Det skal dog huskes, at det først er i løbet af april, at vi har indhentet det tabte i forhold til prognosen, siger Carsten Odde Dalum.