Nu begynder sagerne at dukke op, hvor kontrollanter håndhæver overtrædelser af § 3 ift. krydsoverensstemmelse (KO). Sagerne viser, at KO på § 3 ikke bare var en papirtiger, men dødeligt alvor. Danske landmænd skal altså indstille sig på at få træk i landbrugsstøtten, hvis der er sket indgreb på arealer omfattet af bl.a. naturbeskyttelseslovens § 3.

Vi oplever det stigende antal sager her på Bæredygtigt Landbrugs kontor, og det vækker fortsat undren, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke vil indse, at KO på § 3 ikke er lovmedholdelig. Indførelsen af KO på § 3 skete efter henvendelse fra EU, fordi EU mener, at Danmark ikke passer godt nok på fugle (omfattet af fuglebeskyttelsesdirektivet) udenfor fuglebeskyttelsesområderne. Hvad Miljø- og Fødevareministeriet stadig har til gode at indse, er, at beskyttelsen for fugle udenfor fuglebeskyttelsesområder allerede blev gennemført med en lovændring i år 2008 (Lov nr. 508 fra år 2008).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lad os lige tage et kort oprids af sagen.

Tilbage i februar 2018 advarede Bæredygtigt Landbrug som den første landbrugsorganisation offentligt og i vores medlemsbrev om de kommende reglers vanvid. Professor i miljøret ved Københavns Universitet, Peter Pagh, udarbejdede på vores foranledning et notat om emnet. Notatet fandt endnu flere juridiske mangler i implementeringen end først antaget. Vores arbejde førte efterfølgende til, at vi fik foretræde for Folketinget. Den hampre kritik kom samtidig med ministerskiftet fra Esben Lunde Larsen til Jakob Ellemann-Jensen. I stedet for en næse til ministeren fik erhvervet "lempelser" i vejledningen vedrørende KO på § 3 - og indsatsen fik desuden Landbrugsstyrelsen til at genoptage en række gamle sager.

Bæredygtigt Landbrug gjorde det allerede dengang klart, at vi - på vegne af danske landmænd - ikke på vilkår ville sige god for KO på § 3. Vi kan ikke gradbøje jura og faglighed. KO på § 3 er arbitrær, vilkårlig, komplet uforståelig og rejser flere problemer, end det løser. Reglen er juridisk forkert. Reglen er samtidig faglig forkert. Der er ingen grund til at tro, at en fugl hellere vil være på et vilkårligt § 3-område fremfor eksempelvis på en mark i omdrift, en skorsten på et hus eller et helt tredje sted.

Hvis det kræver, at vi skal i retten, så må det være prisen - men i Bæredygtigt Landbrug helmer vi ikke, før end KO på § 3 er fuldstændig fjernet.

Hvis du eller en af dine kollegaer i landbruget har oplevet at få KO på § 3, så giv lyd, så vil vi meget gerne vurdere sagen, så vi i fællesskab kan få fjernet de urimelige regler.