Rokkedahl Food ApS endte sidste år med et tab på 6,5 millioner kroner.

Det 4000 kvadratmeter store slagteri åbnede i marts 2017. Det er et topmoderne anlæg specielt bygget til at håndtere økologiske og fritgående kyllinger, som produceres på en af Danmarks største fjerkræfarme, Rokkedahl ved Nibe i Nordjylland, skriver Food Supply.

Familien Rokkedahl stod i begyndelsen alene bag Fjerkræslagteriet, men i august sidste år solgte man 51 procent af ejerskabet til Danpo, der er ejet af den svenske koncern Scandi Standard.

Ifølge Food Supply viser årsregnskabet for Rokkedahl Food ApS , at 2018 blev et klart bedre år for virksomheden. Bruttofortjenesten steg fra minus 6,6 til plus 10,5 millioner kroner, men det var ikke nok til at undgå røde tal på bundlinjen.

I regnskabets ledelsesberetning fremgår det, at "selskabet har foretaget en række initiativer til optimering af driften, og der forventes en markant forbedring af resultatet for det kommende år."

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Egenkapitalen var i 2017 negativ med 15 millioner kroner. I 2018 lagde ejerne et tilskud på 22,7 millioner kroner i slagteriforretningen, der ved årets udgang havde en positiv egenkapital på én million kroner, oplyser Food Supply.