Det er angiveligt første gang i Danmark, at der er observeret, hvordan to ulve har angrebet sammen.

En landmand, der søndag aften var i marken for at sprøjte, så ved 21.30-tiden, hvordan to formodede ulve angreb et krondyr og slæbte afsted med krondyret, oplyser Erik Poulsen, der er redaktør af facebooksiden "Her er ulven i Danmark".

Angrebet fandt ifølge Erik Poulsen sted syd for landsbyen Hoven, der ligger mellem Skjern og Grindsted.

Den lokale Ådum Jagtforening oplyser, at ulvene nu eftersøges i håb om at finde spor og tage dna-prøver.

- Observationen er sket i nærheden af Borris Skydeterræn, hvor der flere gange tidligere er set og filmet ulv, ligesom der har været angreb på husdyr, men det er i så fald første gang her i landet, at en person har overværet, hvordan to ulve angriber sammen, siger Erik Poulsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han finder det også interessant, hvorvidt observationen er udtryk for, at der er et ynglende ulvepar i området.

- Søndagens angreb er cirka 50 kilometer nord for Brørup, hvor en ulv forleden blev fotograferet tæt på en børnehave. Der har i den seneste tid været flere observationer af ulv på Brørup-egnen. Ifølge forlydender også i mindst ét tilfælde af to ulve sammen, siger Erik Poulsen.