Økologiske ærter belaster klimaet 150 procent mere end konventionelle ærter, og økohvede belaster klimaet 70 procent mere end konventionel hvede.

Økologisk landbrug belaster klimaet mere end konventionelt landbrug, og forskellen viser sig at være større end hidtil antaget, fremgår det af en artikel i Berlingske Tidende.

Ifølge avisen har svenske forskere beregnet, at økologiske ærter i Sverige belaster klimaet halvanden gang mere end traditionelt dyrkede ærter, og økologisk vinterhvede giver 70 procent større klimabelastning.

Hidtil har forskerne antaget, at den økologiske klimabelastning ligger 20-30 procent over konventionelt landbrug. Forklaringen er, at større udbytter i konventionelt landbrug betyder mindre klimabelastning pr. kg fødevare.

De svenske forskere har også inddraget i beregningerne, at der er en afledt klimaskade, fordi økologisk dyrkning medfører et større behov for landbrugsareal.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Bag undersøgelsen står Stefan Wirsenius, lektor ved det svenske Chalmers Tekniske Universitet.

- Hvis vi bruger mere jord til den samme mængde mad, bidrager vi indirekte til, at der bliver færre skove et andet sted i verden, siger han til Nature.com, hvor den videnskabelige artikel er publiceret.