Landmænd i rådgivningsvirksomheden Sagros område har i 2019 sået faunastriber, der vil dække en to meter bred blomsterstribe fra Skagen til grænsen.

Interessen for frivilligt at så faunastriber er blevet stor blandt jyske landmænd.

Alene blandt de landmænd, der er tilknyttet rådgivningsvirksomheden Sagro, bliver der i år lavet faunastriber til gavn for fugle, insekter og vildt i 239 kilometer. Her sås de i striber af tre meters bredde, så der er mulighed for, at dyr kan finde steder at leve eller hente føde.

- Lagde man striben ud i to meters bredde, ville den strække sig fra den Skagens Gren til den dansk-tyske grænse, siger natur- og vildtrådgiver Rasmus Filsø Løbner fra Sagro.

Ideen til faunastriberne stammer fra Herning-Ikast Landboforening og har nu bredt sig til et større område. Inden for det område, som Sagro hovedsageligt har kunder i, er der i alt i 2019 sået hele 239 kilometer faunastriber fordelt i de ni kommuner. Til sammenligning blev der i 2018 sået 110 kilometer. Så det er over dobbelt så meget som sidste år. Da der såes en flerårig blomsterblanding, forventes det, at cirka to ud af tre af sidste års faunastriber blomstrer igen i 2019. Så det syner noget i landskabet rundt omkring.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ikke kun til pynt

Landmand H.C. Gæmelke er en af de landmænd, der er med for første gang i år. Han har fået sået små 1000 meter til tre meters bredde.

En af striberne ligger op ad Lunderskovvej ved Vejen.

- Det er jo ikke de kvadratmeter, der ødelægger min økonomi, og selv om jeg godt ved, at vi ikke redder verden med det her, så er det jo et bidrag - og vi vil gerne vise, at landbruget viser ansvarlighed, siger H. C. Gæmelke, der er formand i landboforeningen Jysk Landbrug.

Striben er dog ikke anlagt for pynt, men for at skabe bedre vilkår for fugle, dyr og insekter.

Og lige her er den også placeret op ad et læbælte, så der dermed bliver et endnu større samlet dyrevenligt areal.