Måling af proteinkvalitet, værdi fra den invasive søstjerne og en næse der lugter holdbarheden, er blandt de fem projekter, der har fået midler fra Danish Food Innovation, og som skal styrke vækstlaget i fødevareklyngen.

Verden står overfor en fremtid med mange fødevareudfordringer, hvilket afføder ubesvarede spørgsmål. Hvordan skal vi brødføde verden med proteiner af høj kvalitet og forhindre fødevarespild? Hvordan omdanner vi affald til værdi og bliver bedre til at implementere cirkulær økonomi?

Det er udfordringer, som fem nye projekter bidrager til, projekter, der netop er blevet bevilliget økonomiske midler fra det officielle innovationsnetværk for fødevarer, Danish Food Innovation. Udfordringerne omdannes til muligheder, som skal give små og mellemstore virksomheder i den danske fødevaresektor en stærkere position på den globale fødevarescene, det er Danish Food Innovations mission, skriver Danish Food Cluster.

- Kernen i Danish Food Innovations arbejde ligger i at styrke de små og mellemstore eksportlokomotiver i den danske fødevarebranche. De valgte projektemner er derfor alle udsprunget fra de små og mellemstore virksomheder, og disse vil fremadrettet indgå som partnere i projekterne sammen med vidensinstitutionerne, fortæller formand for styregruppen bag Danish Food Innovation, Vice President i Chr. Hansen, Esben Laulund.

Målemetoder

Oksekød, bønner og kartofler. Proteiner kommer mange steder fra, men hvordan måler man proteinets kvalitet? Det er svært eller faktisk umuligt at svare på, fordi der findes ingen tilgængelig målemetode til det. En sådan metode skal et af de godkendte projekter, med Aarhus Universitet i spidsen, udvikle i samarbejde med Toft Care, Skarø Is, Essentia Protein Solutions, Møllerup Gods og KMC. Og for den mindre virksomhedspartner Toft Care gør involveringen i projektet, at de kan komme ud med de mest relevante produkter:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der findes stort set ingen viden omkring proteinkvalitet, og derfor er samarbejdet med et universitet og det at få tilegnet viden specifikt om vores produkt, som vi ellers ikke havde mulighed for, en virkelig unik chance. Det gør, at vi kan give en mere præcis argumentation for at vælge vores produkt fremfor et andet, fortæller Peter Toft, CEO Toft Care.

Et andet projekt har søstjernen i fokus. Søstjernen er en invasiv art, der truer økosystemerne i havene. Så at kunne skabe værdifulde produkter ud af søstjernerne, det er noget værd, og hvad DTU sammen med virksomhederne Sea Longevity Aps og Danish Marine Protein Aps er i færd med at undersøge.

Fødevaresikkerhed

Udover de to projekter har følgende tre projekter også fået tildelt midler:

Friskhedsmålinger og bestemmelse af holdbarhed for kød og fisk er overskriften for projektet med Aminic ApS, Flying Seafood Group, Tulip, Aarhus Universitet, DMRI og Københavns Universitet.

Fødevaresikkerhed i storkøkkener er et projektsamarbejde mellem Erhvervsakademi Roskilde, FORCE Technology, Løgismose Meyers og Cofoco.

Bæredygtig forsyning-barrierer og drivkræfter i implementering af cirkulær økonomi' er et projekt som Syddansk Universitet sammen med Aarhus Universitet kører og som senere i forløbet skal rekruttere seks virksomheder.

Projekterne kommer til at foregå i løbet af indeværende år, og resultaterne af projekterne forventes at være klar i slutningen af 2019.

Pengene som er tildelt de fem projekter, kommer fra en pulje på 12 millioner, som Danish Food Innovation har fået tildelt af Forsknings- og Uddannelsesministeriet.

De tre organisationer Agro Business Park, Videncenter for Fødevareudvikling (VIFU) og Danish Food Cluster står bag det officielle innovationsnetværk for fødevarer.

Læs mere om søstjerner på HYO:

http://www.agrar-plus.dk/hyo/artikel/104343-stjernestov-i-svinefoder