Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har med en bekendtgørelse uden om et flertal i Folketinget udvidet dansk landbrugs muligheder for at bruge billig udenlandsk arbejdskraft.

Det møder kritik hos både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF. Det skriver avisen Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uddannede landmænd fra udlandet på op til 35 år kan fremover blive ansat i danske landbrug som praktikanter på elevløn i op til 18 måneder. Det er udgangspunktet, da Inger Støjberg har udarbejdet en bekendtgørelse med ændringer, som et flertal i Folketinget ellers afviste i oktober sidste år.Her var ændringerne en del af regeringens udspil til styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.

Med virkning fra 1. juni kan danske landbrugsvirksomheder eksempelvis hente en færdiguddannet ukrainsk landbrugsmedhjælper i halvandet år til godt 15.000 kroner om måneden. Ifølge fagforeningen 3F kan en færdiguddannet dansk landbrugsmedhjælper normalt tjene omkring 28.000 kroner månedligt - inklusive pension. Samtidig stilles der ikke længere nogen sprogkrav, skriver Avisen Danmark.