En fjerkræavler fra Løkken er kommet i problemer, efter Fødevarestyrelsen har givet hans fjerkræ karantæne på grund af mistanke om sygdom.

7000 fjerkræ er kommet i karantæne på Raunsmed Fjerkræfarm, der ligger i Løkken, skriver TV2 Nord. Raunsmed Fjerkræfarm sælger høns til hobbyavl i hele landet. Karantænen er indført, fordi der er mistanke om fuglesygdommen Newcastle Disease blandt en hobbyavlers høns.

Hobbyavleren, der bor på Djursland, havde kort forinden købt høns hos Raunsmed Fjerkræfarm.

Ifølge TV2 Nord har myndighederne vurderet, at på grund af mistanke om sygdom, at der også er en risiko for, at Raunsmeds fjerkræ kan være syge. De har taget prøver, som ikke har givet et klart svar. Derfor har de valgt at sætte Raunsmeds forretning i karantæne i tre uger, mens de analyserer prøverne yderligere.

- Det giver enorme problemer for os, siger Poul Raunsmed til tv2 Nord, der anslår, at karantænen kan komme til at koste 2,5 millioner kroner i omsætning, fordi kyllingerne vokser sig for store til, at der er plads til dem alle.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er Fødevarestyrelsens afdeling for dyresundhed, der står for at kontrollere dyresundheden og sikre, at der ikke sker udbrud af smitsomme sygdomme. Her afviser de, at der er tale om overforsigtighed:

- Der er ikke noget ekstra forsigtighed i det her. Vi gør tingene fuldstændig efter en drejebog, når vi gør sådan noget her. Vi lader laboratoriet afgøre, om prøven er positiv eller negativ, og indtil laboratoriet vurderer, at prøven er negativ, så er vi uafklarede, siger Tim Petersen, der er souschef for dyresundhed ved Fødevarestyrelsen, til TV2 Nord.