Folketingsvalget er udskrevet, og dermed er jagten på landbruget gået ind. Sådan skrev næstformand i LandboSyd Ingrid van den Hengel meget rammende i et indlæg på Maskinbladet,dk, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge havde udskrevet valg til Folketinget.

Ingrid van den Hengel pegede blandt andet på de to socialdemokrater Dan Jørgensen og Chr. Rabjerg Madsen, der har betegnet Landbrugspakken som naturfjendsk og i strid med fakta har angrebet landbruget for ikke at levere de lovede kvælstofreduktioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Angrebene er blot nogle af mange i Berlingskes nærmest seriemordsagtige drabsforsøg på landbruget gennem de seneste år.

Andre af avisens ensidige og usaglige angreb på landbruget, blev forleden imødegået af cand.agro. Poul Vejby Sørensen på Maskinbladet.dk, hvor han redegjorde for, hvordan Berlingske tager fejl, og hvordan avisen afviser at bringe kommentarer eller korrektioner, som imødegår avisens fejl.

Poul Vejby Sørensen bruger ligefrem udtrykket "blodrus mod Landbrugspakken, kvælstof og landbrug" om Berlingske fejlfyldte kampagnejournalistik, og han kalder avisens kvælstofhistorie for fup, fordi den blandt andet er i strid med aktuel international forskning.

Men andre medier kan også være med på den negative kampagnevogn.

Således bragte DR et par dage efter valgets udskrivelse en udsendelse om vand i kyllingekød, der var ekstremt fejlbehæftet, og hvor udsendelsens redaktion i tilgift fastholdt sine løgne og nægtede at bringe den rette sammenhæng i udsendelsen, selv om Landbrug & Fødevarer både før og efter udsendelsen havde gjort opmærksomme på fejlene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løgnene var så alvorlige, at Landbrug & Fødevarer for første gang nogensinde er gået til Pressenævnet med en klage over et medie.

Men når sagen en gang bliver behandlet i pressenævnet, er valget sandsynligvis afgjort, og DR's forfærdelige løgnehistorie har bidraget til endnu et af mange anslag mod landbruget.

Det kan blive en hed valgkamp, og alle landbrugets aktører lige fra de store organisationer til den enkelte landmand bør bruge alle de kræfter, der kan mobiliseres for at afsløre hver eneste løgn, der serveres i valgkampen.

Det er muligvis en håbløs kamp, men så kan vi se os selv i øjnene med god samvittighed, fordi de mange løgne ikke har fået lov at stå uimodsagte.