SLF arrangerede mandag valgmøde om klima i samarbejde med lokalpolitikeren Hans Christian Schmidt (V), og havde i den anledning inviteret Energi-, forsynings- og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt og EU kandidaten, landmand Asger Christensen til debat i Vojens.

Om eftermiddagen var gæsterne forbi Sønderjysk Biogas i Bevtoft, hvor politikerne blev vist rundt af direktør Marina Berndt og formand Erling Christensen fra Sønderjysk Biogas. Det var et glædeligt gensyn for Lars Chr. Lilleholt, da han var med til at åbne gashanen, da bioanlægget blev indviet i 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Senere på aftenen fortsatte debatten med klimamøde hos SLF, hvor omkring 75 landmænd og andre interesserede var mødt op. Næstformand Berith Nissen fortalte indledningsvist, at 21 procent af den samlede danske CO2-udledning stammer fra landbruget, overgået af energi- og transportsektoren med henholdsvis 28 og 26 procent

Ingen nye store regninger

Berith Nissen pointerede, at dansk landbrug er i fuld gang med klimavenlig produktion, og at vismændene netop har udtalt, at hvis dansk landbrug flyttes ud af landet, så vil klimabelastningen blive 12 procent større. Dansk landbrug er blandt de mest klimaeffektive i verden, har Klimarådet netop erklæret.

Men hvis dansk landbrug skal nå helt i mål, er der brug for mere teknologi og udvikling, var blandt andet ministerens pointe, da han efterfølgende gik på scenen:

- Løsningen er ikke at flytte produktionen ud af landet, og tiden er bestemt heller ikke til at sende dansk landbrug nye store regninger, men vi har ikke de redskaber, der skal til. Det er også derfor, regeringen har afsat 90 milloner kroner til forskning og udvikling indenfor området til at finde de metoder, der skal til, sagde Lars Chr. Lilleholt.

Klima er et fælles projekt

Landmændene skal selv være med til at finde løsningerne, for I har altid vist, at I kan drive jeres forretning med stort hensyn til miljø og klima, sagde ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmand Asger Christensen stiller op til EU parlamentet, og lovede, at han vil arbejde for landbrugets rammevilkår og mindske bureaukratiet. Klima, miljø og skat skal fx løses i fællesskab, men EU skal ikke blande sig i alt. Og så vil han arbejde på at gøre regler mere forståelige for borgere og virksomheder. Med et citat fra Jydske Lov sagde han afslutningsvist:

- Alle skal kunne vide, hvad loven betyder.

Efterfølgende var der debat og spørgsmål, hvor emnerne var biogas, flyrejse-kvoter, dåsepant og binding af CO2, kontra CO2 udledning. Et par af de fremmødte var noget utilfredse med nye vilkår for solcelleejere, men der var ros til Regeringen for såvel Landbrugspakken, samt udfasning af PSO-afgiften.