Svine- og foderrådgiver Søren Larsen fra SvineXperten kører fra Skive til Erhvervsakademi Aarhus for at få mere viden om husdyrs ernæringsfysiologi. Med det kan han bedre hjælpe sine kunder, landmændene, skriver Erhvervsakademi Aarhus i en pressemeddelelse.

- Den her viden vil helt klart gøre mig til en mere kompetent rådgiver, siger Søren Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de eneste muligheder

Også Christa Raahauge Jensen kommer langvejs fra. Hun kommer fra Viby Sjælland ved Roskilde. Også hun takkede straks ja, da hun blev tilbudt en efteruddannelse betalt af sin arbejdsgiver. Til dagligt arbejder Christa som jordbrugskontrollør i Landbrugsstyrelsen i Ringsted.

- Det er en af de få muligheder, der er i Danmark, for efteruddannelse på videregående niveau indenfor vores specifikke fagområde, siger Christa Raahauge Jensen, der er afsted på skolebænken sammen med syv kolleger fra Landbrugsstyrelsen.

Bruger fritid på at blive klogere

Forløbet tager fire hele undervisningsdage og en dag med eksamen. Dertil kommer så lektier og forberedelse. Christa er derfor nødt til også at bruge interessetimer på det. Men det er det hele værd, siger hun.

- Det er rigtig, rigtig spændende. Og der er klart nogle ting, som jeg kan tage med hjem og bruge i mit arbejde.

Teori og praktiske øvelser

Denne torsdag formiddag skal kursisterne lære om fordøjelsessystemet hos forskellige dyr. Om hvordan næringsstoffer i foder nedbrydes og absorberes, og omsættes i kroppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med den viden får man en baggrund for at forstå, hvordan fodring af dyrene påvirker deres produktion og sundhed, siger lektor Irene Fisker fra Erhvervsakademi Aarhus.

Ved bordene sidder kursisterne i grupper og løser opgaver. Undervisningen foregår på mindre hold, så der er mere tid til den enkelte.

- Vi veksler mellem tavleundervisning og dialog, hvor vi skal fortælle, hvad vi gør. Det er en meget god undervisningsform, siger studerende Søren Larsen.

Skal løfte fagfolk

De nye enkeltfag skal løfte fagfolk med en relevant erhvervserfaring og gøre dem stærkere i jobbet som fx kontrollør, rådgiver, salgskonsulent eller produktionskonsulent.

- Det kan være fagfolk som teknologer, agrarøkonomer og faglærte landmænd, der er ansat i foderstofbranchen og indenfor kontrol og i rådgivning. Og som trænger til en faglig opdatering, siger lektor Irene Fisker i pressemeddelelsen fra Erhvervsakademi Aarhus.