I forbindelse med konstituering af bestyrelsen for I/S SvineRådgivningen, var det med fuld enighed, at Hans Christian Carstensen afløser Bent Graversen på formandsposten. Næstformand er fortsat Esben Skøtt.

- Det er en spændende udfordring og jeg ser frem til, i samarbejde med en engageret bestyrelse og professionel ledelse, at fortsætte den positive udvikling I/S SvineRådgivningen allerede er i gang med, udtaler Hans Christian Carstensen og fortsætter

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bent Graversen har, i sin tid som formand, gjort et stort arbejde for at gennemføre fusioner, udvide ejerkredsen og det seneste år, at udarbejde en strategi der rækker frem til 2025.

Hans Christian Carstensen ønsker at være en aktivt arbejdende formand.

- Igennem de sidste 6 år hvor jeg har været engageret på bestyrelsesniveau i landboforening, har jeg set en ændring i behovet for faglig rådgivning. Jeg har hele tiden tænkt at det må kunne lade sig gøre, at finde en metode der fungerer for svinerådgivning, da det er uvildighed og fokus, der flytter noget hos os svineproducenter. I I/S SvineRådgivningen har vi nu en platform, der sætter nye standarder.

Han ser en stor fordel i, at udviklingen er gået fra få fagrådgivere på mange kontorer til én stor enhed med mange specialister og højt kompetenceniveau samlet i én virksomhed.

- Det er en fordel, der for svineproducenterne skal kunne bidrage positivt til bundlinjen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han glæder sig over, det hos I/S SvineRådgivningen er helt naturligt, at tage initiativ til udvikling og samarbejde med alle. ?Det gør os til en attraktiv forretningspartner og en eftertragtet arbejdsplads.

Ny repræsentant fra Lemvigegnens Landboforening er Gdr. Kristoffer Serup Hald. Næstformand er fortsat Gdr. Esben Skøtt, SFL. Øvrige bestyrelsesmedlemmer:

Gdr. Hans Christian Tylvad, Vestjysk; Direktør Bjarke Poulsen, SAGRO og medarbejderrepræsentant Bjarne Knudsen, I/S SvineRådgivningen.

I/S Svinerådgivningen er med 21 ansatte Danmarks største svinerådgivning. Ejes af: Lemvigegnens Landboforening, Vestjysk, Kolding Herred Landboforening, SLF og SAGRO.

Hans Christian Carstensen sidder i bestyrelsen i Kolding Herred Landboforening og driver Nørregård ved Gram med 700 årssøer, salg af 30 kg grise, samt 160 ha planteavl. Hans Christian er 41 år, bor i Haderslev by med sin kone og 3 børn.