Folketingsvalget er udskrevet, og dermed er jagten på landbruget gået ind. Socialdemokraterne Dan Jørgensen og Chr. Rabjerg Madsen lagde for allerede i sidste uge, hvor de i Berlingske 2. maj angreb Fødevare- og Landbrugspakken.

Den tidligere fødevareminister og nuværende miljøordfører henvendte sig til byens befolkning, men vi andre har jo lov til at læse med - og undre os over, at socialdemokraterne kalder Landbrugspakken for naturfjendsk og skriver, at landbruget ikke leverer de lovede kvælstofreduktioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu skal der ryddes op. Igen, skriver de to politikere.

Jeg synes, det er rystende.

Fakta er, at landbruget leverer. I sidste uge oplyste Landbrugsstyrelsen, at landmændene er klar til at lave 139.300 hektar efterafgrøder, hvor målet er godt 140.000 hektar. Siden har vi fået meldinger om, at rigtig mange er klar til at lave vådområder.

Regn og tørke

Vi landmænd viser, at vi kan nå målene, men vi har med naturen at gøre, og naturen bestemmer selv. I 2017 fik vi masser af regn og kunne ikke så vinterafgrøder. Det giver udvaskning af næringsstoffer. I 2018 er udvaskningen helt sikkert faldet markant som følge af tørke, og at vi fik sået efterafgrøder til tiden.

Det undrer mig, at socialdemokraterne nu jagter landbruget og vil have fødevareproduktion flyttet til udlandet, hvor produktionen bevisligt klarer sig dårligere målt på en lang række kvalitets-, miljø- og klimafaktorer. Socialdemokraterne burde være positive, så unge kan komme i gang som landmænd og skabe en fremtidig moderne produktion med brug af den nyeste teknologi til gavn for miljø og klima og dermed til gavn for alle i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ofre for oprydning

Tager socialdemokraterne slet ikke hensyn til de mange tusinde danskere, som arbejder i fødevareindustrien? De skal måske også være ofre for en oprydningen?

Mistillid er skidt. Sammen og med gensidig respekt kan vi opnå fantastiske ting. Jeg tænker på mine efterkommere og vil efterlade noget, som er mere robuste og bæredygtigt, end det jeg overtog. Hvorfor vil Dan Jørgensen og Chr. Rabjerg Madsen nedbryde i stedet for at bygge op?