Landbrugspakke, PSO-afgift, moderniseringsstøtte og svinepest. Der har været en del politiske sager, som har haft betydning for landbruget i regeringens seneste valgperiode.

Nu, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valg, er der både grund til at se tilbage på den forgangne valgperiode og fremad mod den kommende. For hvad kan landbruget være tilfreds med, og hvad kan man ønske sig af en kommende regering? Maskinbladet har spurgt sektorformændene fra Landbrug og Fødevarer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Landbrugspakken er central

Størst enighed er der blandt formændene om, at fødevare- og landbrugspakken har været mest betydningsfuld for landbruget. Den blev vedtaget i 2015 med et flertal bestående af Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.

Aftalen indebar flere initiativer, såsom omlægning af vandområdeplanerne, ophævelse af randzoneloven og gødskningsloven.

Ifølge formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, kalder landbrugspakken et paradigmeskift og mener, den har været helt essentiel for erhvervet.

- Den har fyldt voldsomt meget i medierne, men er også helt central for landbruget. Siden man begyndte at lave miljøpolitik har man bare reguleret erhvervet hårdere og hårdere, men med pakken lægges der endelig op til at opfylde miljøambitionerne på en langt mere fornuftig og ambitiøs måde, siger Martin Merrild.

Flere ting er ikke glemt

Formanden for L&F's svineproducenter, Erik Larsen, roser også landbrugspakken, men han er især tilfreds med indsatsen mod svinepest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er glad for regeringens indsats for at forebygge afrikansk svinepest, herunder etablering af vildsvinehegnet. Det er afgørende tiltag for at beskytte den danske eksport af grisekød og ikke mindst de tusindvis af arbejdspladser på danske slagterier, siger Erik Larsen.

Men hvor der er glæde over landbrugspakkens muligheder, så er der også sager, som formanden for planteproducenterne, Torben Hansen, gerne så blive taget op.

- Foruden landbrugspakken og mulighed for gødskning er vi meget tilfredse med afskaffelsen af PSO-afgiften. Men jeg vil bare slå fast, at ejendomsskatten og pesticidafgiften er ikke glemt, siger Torben Hansen, formand for planteproducenterne.

Savner faglighed

Og der er da heller ikke lutter roser til regeringen fra sektorformændene. Flere af formændene udtrykker deres kritik over især vandområdeplanerne, som de synes, mangler fagligt fundament.

- Jeg havde ønsket, at man var kommet længere med at få noget solid faglighed i arbejdet med vandplanerne. Der er brug for det retningsskifte, som Esben Lunde Larsen annoncerede i efteråret 2017 efter en international forskerevaluering af det faglige grundlag havde vist, at der er markante problemer, siger Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også sektorformand for planteproducenterne, Torben Hansen, stemmer i.

- Jeg synes, der er brug for mere synlighed og mere faglighed fra myndighedernes side i dele af den offentlige debat. Det gælder for eksempel, når vi taler vandområdeplaner og det gælder for pesticider. Især debatten om glyfosat er ofte styret af alt for mange følelser og alt for lidt fakta, siger han.

Ønsker bedre vilkår

Ønskerne til en kommende og måske ny regering er fra sektorformændenes side generelt bedre rammevilkår for landbruget, men især det danske landbrugs konkurrenceevne fylder hos formændene.

- Vi har brug for yderligere fokus på rammevilkårene- det er grundlaget for vores produktion at vi kan konkurrence på ens vilkår med de øvrige lande i EU, siger Erik Larsen, formand for L&F's svineproducenter.

Som en vigtig del af de forbedrede vilkår for landbruget indgår også landbrugsstøtten, mener formanden for kvægproducenterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En enormt vigtig ting i de kommende år bliver landbrugsstøtten. Vi skal have en EU-model, der tager hensyn til forholdene hos de danske mælkeproducenter, og så skal det sikres at vi får en fornuftig dansk implementering, mener Christian Lund, formanden for de danske kvægproducenter.

Lars Løkke Rasmussen har udskrevet folketingsvalg til afholdelse på Grundlovsdag 5. juni.