Dagens afgrødekommentar sætter fokus på kraftig prisreaktion i afgrødemarkedet samt den amerikanske hvede, der lægger afstand til konkurrerende destinationer.

Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets:

Afgrøder/Handelsaftale: Oven på en overraskende positiv amerikansk jobrapport fredag, som sendte aktierne op, må det forventes, at finansmarkederne er vendt rundt på en tallerken her henover weekenden. Sojakomplekset og de amerikanske kornafgrøder falder her til morgen i den tidlige amerikanske handel også pænt tilbage, og det hele bunder i et nyt overraskende Tweet fra Donald Trump i går eftermiddag. Her truer den amerikanske præsident meget direkte med at hæve tolden på Kinas eksport til USA og spiller dermed højt spil hen mod den afgørende fase af handelsforhandlingerne. Netop i dag ventes den kinesiske Vice Premierminister at stille i Washington med en cirka 100 mand stor delegation, der skal få de sidste brikker i handelsaftalen. Det er derfor et yderst besynderligt tidspunkt Trump nu pludselig begynder at bakke ud. Spørgsmålet er, om det er klassisk taktik for at lægge maksimalt pres i forhandlingernes sidste fase, eller om Trump med de pæne økonomiske tal vi har set ud af USA, anser behovet for en aftale med Kina, som mindre vigtigt. Samtidig kan en strammere kurs over for Kina måske være en fordel frem mod den kommende præsidentvalgkamp. Vores base-case ser vi stadig som begge parter har store interesser i at få en aftale på plads. Spørgsmålene er mange og ubesvarede, og netop usikkerheden bliver i den grad tolket negativ. Det ledende kinesiske aktieindeks falder her til morgen tæt ved 6 procent, og uroen må ventes at smitte af her i Europa. Råolien sendes også sydover med et par procent, mens de amerikanske afgrøder som nævnt også rammes. Uden en handelsaftale er det klart, at Kina vil fortsætte med at kigge mod andre destinationer end USA for at dække deres sojaimportbehov. Et forhold som er essentielt for at reducere de rekordstore amerikanske sojalagre, ikke mindst kombineret med det sene amerikanske forår, der yderligere presser sojakomplekset. Der udover kan der også skydes en hvid pind efter snakken om eksport af majs til Kina. I sojakomplekset fører sojabønnerne an med prisfald på to procent, mens sojaskrå sendes en procent lavere. Majsen sendes 2,0-2,5 procent lavere mens hveden i Chicago falder 1,5 procent. Én ting er sikkert, med Trump ved roret har vi efterhånden erfaret, at ingenting er sikkert. Men i så fald der er tale om forhandlingstaktik, vil prisfaldene kunne udnyttes, som en god købsmulighed. Den amerikanske dollar reagerer afdæmpet på uroen mod euroen og dollaren forbliver dermed stærk, hvilket også er nødvendigt, hvis den europæiske hvedeeksport skal vinde fodfæste. De europæiske og russiske varer handler noget dyrere end den amerikanske hvede, der i øjeblikket er den billigste oprindelse. Vi forventer på den baggrund en negativ åbning på Matif i dag.