Flere sammenhængende naturområder, udlægning af urørt skov på private arealer, naturpleje på overdrev, markvildtindsats, kommunal pulje til at forbedre levevilkår for truede arter inden for Grønt Danmarkskort, en opdatering af rødlisten og omlægning af statslige landbrugsarealer til natur. Det er alt sammen indsatser på naturområdet, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at give yderligere støtte med en udmøntning på 112,7 mio. kroner.

- Jeg vil have et grønnere Danmark. Regeringen og Dansk Folkeparti har nu besluttet at bruge yderligere 112,7 mio. kroner på en lang række gode indsatser, der alle er med til at styrke den danske natur. Sammen med de 150 mio. kroner, som vi kom med før påsken, er det noget, som kan mærkes i naturen, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der afsættes blandt andet midler til at understøtte kommunerne i at gennemføre projekter, der kan være med til at skabe bedre levevilkår for rødlistede og andre truede arter inden for Grønt Danmarkskort.

- Forholdene for truede dyr og planter skal forbedres. Derfor afsætter vi penge til, at kommunerne kan forbedre levevilkår for rødlistede og andre truede arter inden for Grønt Danmarkskort, siger Mette Abildgaard, miljøordfører for Det Konservative Folkeparti.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil støtte en markvildtindsats, som skal skabe levesteder i det åbne land til gavn for ikke blot harer og agerhøns, men også insekter og fugle i agerlandet.

- Vi skal anerkende landmændenes indsats for at forbedre naturen. Derfor afsætter vi penge til endnu mere rådgivning til, hvordan de kan gøre det bedst muligt. Markvildtindsatsen skal hjælpe med at etablere gode lokale tiltag som vildtstriber, barjordsstriber, læhegn, småbeplantninger, brakarealer og vandhuller, siger Pia Adelsteen, miljøordfører for Dansk Folkeparti.

Herudover vil der være støtte til, at der bliver udlagt urørt skov på private arealer. Med indsatsen vil flere private skovejere få mulighed for at udlægge hele eller dele af deres skov til urørt skov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det skal være muligt for flere skovejere at kunne udlægge til urørt skov. Hvis vi vil gøre noget for, at der kommer mere urørt skov i Danmark, er det vigtigt, at lodsejerne ikke bliver bebyrdet økonomisk, siger Carsten Bach, miljøordfører for Liberal Alliance.

Der kommer også mere naturpleje på både statslige og private overdrev ? et af de mest truede landskabsarter i Danmark. En målrettet naturpleje kan være med til at sikre bedre levesteder for sjældne og truede arter, herunder eksempelvis sommerfugle.

- Den danske natur er fantastisk. Derfor skal vi også passe særlig meget på den sårbare natur, herunder overdrevene. Derfor skal vi have mere naturpleje af overdrevene, så fremtidige generationer også kan nyde dem, siger naturordfører Anni Matthiesen fra Venstre.

På statens arealer skal der være fokus på natur, og landbrugsdriften skal begrænses. Landbrugsdriften på seks større ejendomme omlægges, og herudover skal der igangsættes en undersøgelse af mulighederne for at omlægge eller afhænde yderligere 500 ha omdriftsarealer, som Naturstyrelsen forvalter.