Det våde vejr i det amerikanske Midtvesten har ført til den sløveste start på forårsarbejdet i fem år, ifølge USDA som i går opdaterede deres ugentlige statistikker. I Indiana, Illinois og Iowa rapporteres det, at der i april kun har været 8,5 egnede dage til markarbejde. Tilplantningen af majs steg for ugen godt nok fra seks til 15 procent, men halter stadig pænt efter fem-års gennemsnittet på 27 procent. Tilsåningen af sojabønner og vårhvede er fremskreden med tre procent og 13 procent, mod fem-års gennemsnittet på henholdsvis seks procent og 33 procent. Denne uge er ikke startet meget anderledes end de foregående med vådt vejr, og prognoserne for den kommende uge tenderer også koldt og vådt. Det har lagt fra været en perfekt start på forårets markarbejde for de amerikanske planteavlere, og risikoen øges for at det får indflydelse på både areal- og udbytteestimaterne.

Soja

Det sene forårsarbejde er også en medvirkende faktor til at sojabønnerne er kommet under pres. For de tre store vårafgrøder; hvede, majs og sojabønner, lukker tilsåningsperioden for sojabønner sidst, og kan derved blive sidste udvej, hvis alt andet mislykkedes. Derudover presses sojabønnerne også af sløv amerikansk eksport, her hvor argentinske varer for alvor igen er begyndt at blive konkurrencedygtige. Sojaskrå er delvist fulgt med bønnerne lavere, og er tilbage ved den gamle supportniveau omkring de 300$/ton, som skråen har meget svært ved at frigøre sig fra. Kommercielle aktører har udnyttet prisfaldene til at øge deres afdækning, og besidder en sjælden nettolang position på 64.000 kontrakter sojabønner. Holdningen blandt de spekulative fonde er derimod stik modsat med tæt på rekordstore short-positioner med 146.000 kontrakter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

AgResource beretter i den forbindelse, at de sidste to gange fondene har holdt så store short positioner og de kommercielle aktører har haft så store købte positioner, er det efterfølgende faldet ud til de kommercielle aktørers fordel med prisstigninger på 1-1,20 $/bushel. Sojabønnerne begynder at blive en smule oversolgt på teknikken, men med udeblivelsen af fundamentale nyheder til at drive priserne højere er der fortsat mulighed for at de kan sive lidt endnu.

Raps

I rapsmarkedet er frø på ny høst siden marts stille og roligt kravlet højere, hvilket står i kontrast til de øvrige oliefrø. Her kæmper palmeolien med at kravle højere på gode forsyninger, mens også sojaolien er under pres. Men dette bliver i øjeblikket overskygget af et tørt efterår der førte til et fald i rapsarealerne, og samtidig begynder der at være bekymringer om kommende udbytter, som følge af et tørt forår. Europa Kommissionen i sidste uge sænkede deres estimater til sæsonens produktion til det laveste i mindst fem år.