Generationsskifter i dansk landbrug er et stort emne. Økologisk Landsforening vil med en ny model for generationsskifte sætte fokus på emnet og gerne hjælpe yngre landmænd i gang.

Modellen har 2 trin. Første trin handler om, at den yngre landmænd lejer sig i gang frem for at købe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde er den etablerede landmand med til at gøre sin bedrift attraktiv og kan måske være med til at investere til fordel for den unge landmand, så denne kan se sin ønske virksomhed for sig. Den unge kan betale for udgifterne ved investeringen gennem en leje til den etablerede landmand og man kan tilpasse driften på landbruget, så den passer til den unge, siger Lone Andreasen, projektleder hos Økologisk Landsforening.

Hun tilføjer, at modellen kan rumme at flere nye landmænd i dag ikke er vokset op på et landbrug, og derfor kan det være godt at have en etableret landmand at spare med og starte op sammen med.

Herefter kommer næste og sidste trin.

-Når man har fået selve driften til at fungere, og den er økonomisk stabil, så kan man søge nye ejere til jord og bygninger. Det kan være, at den unge har nået at opbygge en egenkapital og vise overfor banken, at det kører godt, så han kan overtage. Danmarks Økologisk Jordbrugsfond kan sammen med realkredit indgå i generationsskifter og være med til at finansiere købet af jord. Det kan også være, at der skal anden kapital til, siger Lone Andreasen.

Hun tilføjer, at f.eks. landbrug med gårdbutikker kan invitere borgere til at købe aktier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skal finde unge

Foreningen bistår også med det, som den kalder for grønt generationsskifte. Her kan man få lagt en plan for et generationsskifte og tilkøbe konsulentydelser til generationsskifte. Og generelt ser Økologisk Landsforening det som sin opgave at bidrage til flere generationsskifter.

- Vi vil gerne hjælpe med generationsskifte og få gang i det. Det sværeste er at få fundet de unge, som vil etablere sig med en landbrugsvirksomhed. De etablerede landmænd må gå ind i en proces, hvor de sammen med nye landmænd skaber et landbrug, som de unge kan se sig selv i, siger Lone Andreasen.

Økologisk Landsforening står også bag platformen Økomødestedet.dk. Her er det meningen, at såvel unge som etablerede landmænd kan slå annoncer op og lede efter samarbejdspartnere med tanke på et generationsskifte.

-Man skal have et godt samarbejdsklima op at stå. Det vil vi gerne hjælpe med. Det har vi gjort i projektet Det samfundsnyttige landbrug. Der har vi arbejdet med betingelserne for at samarbejde. Alle skal fungere i det samarbejde. I praksis er det kompliceret, og det er noget, vi skal arbejde med, forklarer Lone Andreasen.

Hun tilføjer, at flere yngre landmænd viser interesse for anderledes driftsformer. For mange af dem gælder, at de også arbejder med andre afsætningskanaler og tættere kontakt til borgere for at opnå priser, der dækker omkostningerne ved disse driftsformer.