Jesper Burgaard er uddannet kemiingeniør og har en HD i afsætnings-økonomi samt over 20 års ledelseserfaring fra fødevarebranchen.

Jesper Burgaard kommer til KMC fra en post som administrerende direktør hos Scan-Hide, som er den førende producentejede virksomhed i Europa inden for råhuder og halvfabrikata. Han overtager stillingen i sommeren 2019 efter Nicolai Hansen, som efter ni år hos KMC har valgt at stoppe for at prøve nye udfordringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om valget af Jesper Burgaard siger KMC's bestyrelsesformand Peter C. Petersen:

- Vi glæder os til at byde Jesper Burgaard velkommen hos KMC. Jesper Burgaard har vist sig som en dygtig leder i stand til at skabe resultater, og vi ser frem til at få en mand med Jespers erfaring og viden med på holdet. Ud over de stærke lederevner og et værdisæt i tråd med vores særlige ånd hos KMC, har Jespers baggrund som topchef i et andelsselskab og en stærk brancheerfaring været med til at gøre ham til den rette kandidat til posten som direktør, siger Peter C. Petersen.

Vækst på 10 procent

Den nye administrerende direktør for KMC, Jesper Burgaard glæder sig også til at tage udfordringen op:

- Jeg ser frem til at komme til en innovativ vækstvirksomhed med gode værdier, som har bygget en stærk markedsposition og en unik virksomhedskultur op. Jeg glæder mig til at blive en del af ledelsen og teamet hos KMC og fortsætte den gode udvikling i virksomheden, siger Jesper Burgaard.

KMC har de seneste år udmærket sig som en succesfuld virksomhed med en række rekord-regnskaber, og senest fortsat den gode udvikling med en vækst på 10 procent i 2018. Det er derfor et KMC i sund udvikling, som Jesper Burgaard sætter sig i spidsen for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

KMC ejes i fællesskab af de tre danske kartoffelmelfabrikker Midtjylland i Brande, Sønderjylland i Toftlund og Karup Kartoffelmelfabrik i Karup. Virksomheden er førende inden for produktion, udvikling og salg af kartoffelbaserede ingredienser til fødevareindustrien. 95 procent af produktionen bliver eksporteret til over 80 lande i verden.