Det er på gården ved Skelde, at familien Petersen slår sine folder. Gården har aner tilbage til 1778 og har været i familien i ni generationer.

Da Maria og Claus Petersen overtog gården for godt ti år siden, begyndte de for alvor at satse på svineavl og blev en del af det nationale svineavlersystem, som blot 23 gårde er en del af. Det skriver Jydske Vestkysten i en artikel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er foreningen Dansk Svineavl, der hvert år kårer den bedste avler på baggrund af årets resultater. Grisene er blandt andet blevet vurderet på frugtbarhed, foderforbrug, moregenskaber og levetid.

Ud over slægtsgården lejer familien Petersen tre staldanlæg på Broagerland, og de har i dag 14 ansatte.

Eksport til verdenen

Grisene bliver primært solgt til Spanien og Tyskland, men der har da også været mere eksotiske destinationer på spil - så som Thailand.

- Jeg bruger rigtig meget tid på avlsarbejdet. Vi er meget kontinuerlige i den måde, vi arbejder på. Vi var i begyndelsen heldige at få spottet nogle gode dyr, som det siden er lykkedes os at avle videre på ad flere omgange, siger Claus Petersen til Jydske Vestkysten.

Gården ved Skelde har 950 søer heraf 160 til avl med Landrace samt et tilsvarende antal til avl af Duroc-svin, som den begyndte med sidste år.