Anslået 1.030 tons CO2 vil grovvarekoncernen Danish Agros nye biobrændselsanlæg i Skamby på Nordfyn årligt spare miljøet for. Det svarer til den samme mængde CO2, som 500 personbiler gennemsnitligt udleder på et år. Gevinsten ligger i, at blandt andet restprodukter fra Danish Agros kornproduktion fremover vil blive genanvendt i biobrændselsanlægget frem for at blive kørt til destruktion. Samtidig vil Danish Agro opnå en betydelig økonomisk besparelse, da den tidligere destruktion af restprodukterne var noget, der skulle betales for.

- Vores nye biobrændselsanlæg er opført som et led i både vores fokus på energieffektivitet, miljøbevidsthed og omkostningseffektivitet, så det tjener mange formål, forklarer Driftsdirektør i Danish Agro, Keld Nielsen, om baggrunden for opførelsen af det nye anlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rent praktisk fungerer det sådan, at restprodukterne bliver læsset af i en hal inde på biobrændselsanlægget, hvorfra de føres ind i et sneglesystem, som løbende føder kedlen, hvor det hele bliver brændt og omdannet til damp. Der tilføres desuden cirka 20 % flis for at sikre en bedre og mere ens forbrænding. Dampen fra afbrændingen på anlægget føres via et rørsystem over til Danish Agros foderfabrik, der er beliggende ved siden af biobrændselsanlægget.

- Dampen kommer til gavn på vores fabrik, og dermed opnår vi samtidig en væsentlig besparelse på naturgas, som ellers ville være blevet brugt til at drive vores foderproduktion på fabrikken, forklarer Keld Nielsen om nogle af de fordele, der er at hente i forbindelse med Danish Agros nye biobrændselsanlæg.

- Anlægget kører i døgndrift seks dage om ugen og lukker automatisk ned lørdag middag og startes op igen samtidig med fabrikken søndag aften, forklarer Keld Nielsen og tilføjer, at forventningen er, at udgifterne i forbindelse med opførelsen af det nye biobrændselsanlæg er tjent ind efter fire år.