På Skovgården i Mårslet, syd for Aarhus, åbnede Joan og Ole Munk Nielsen i onsdags dørene for et hurtigt arrangeret møde mellem Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, en gruppe lokale landmænd, bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer Østjylland samt medlemmer af Venstre Aarhus Syd, skriver L&F Østjylland i en pressemeddelelse.

Hastemødet, som er arrangeret i samarbejde mellem Venstre Aarhus Syd og Landbrug & Fødevarer Østjylland, kommer som en reaktion på den seneste debat om landbrugets manglende reduktion i kvælstofudvaskning, herunder minivådområder og vådområder samt de kommende sprøjtefrie boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har brug for at drøfte nogle af de udfordringer, vi har med hinanden. Det er jeg er glad for, vi har mulighed for, lyder det fra Jens Gammelgaard, formand for L&F Østjylland og tilføjer, at han samtidig sætter stor pris på det gode samarbejde L&F Østjylland har med Venstre Aarhus Syd, som gør det muligt at få et møde stablet på benene med så kort varsel, når der er emner, der trænger sig på.

Dagsordenen bød på debat om kvælstofudvaskning i landbruget, konkrete problemstillinger i statens og ikke mindst kommunernes store vådområdeprojekter og pesticidfri drift i BNBO. Jens Gammelgaard udtalte efter mødet, at han synes, det var konstruktivt, selvom han ikke mener ministerens udtalelser om manglende kvælstofreduktion er på sin plads.

- Jeg vil gerne understrege, at landbruget har leveret på de målrettede efterafgrøder - og at vi forventer, at årets tilskudsrunde for minivådområder bliver overansøgt. Jeg synes derfor, ministe-ren er for tidligt ude med sin kritik, siger formanden.