SIMA: Selvom der kun kører enkelte No-Till såmaskinerne fra John Deere rundt i Danmark, så er billedet ved at se en smule anderledes ud i blandt andet Frankrig.

- Antallet af solgte John Deere No-Till maskiner er stadig under 100 om året, men vi mærker en stigende interesse, og faktisk også et stignende salg, fortæller Julien Saint Laurent, marketingschef hos John Deere for det franske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den franske maskinudstilling, Sima 2019, udstiller John Deere en fire meter udgave af No-Till såmaskinen med ProSeries Opener, som John Deere kalder det skærsystem, som stammer fra USA.

- Vi får skærsystemet fra USA, mens resten samles og opbygges i Europa, fortæller Julien Saint Laurent.

Interessen for No-Till maskinen fra John Deere er også stigende i Tyskland og England, fortæller den franske marketingschef, som dog bemærker, at maskinen på nuværende tidspunkt ikke kan leveres med todelt tank og dermed mulighed for gødningsplacering.

- På nuværende tidspunkt har vi en løsning, som de europæiske forhandlere eftermonterer til de kunder, som ønsker mulighed for gødning på såmaskinen.