Danish Agro-koncernens datterselskab Vilomix International Holding A/S har i 2018 realiseret en omsætning på 2,9 milliarder kroner - en fremgang på syv procent - og et driftsresultat på 236 millioner kroner.

Vilomix koncernen producerer kundetilpassede vitamin- og mineralblandinger til husdyrproducenter samt til foderstofindustrien. Herudover har selskabet betydelige aktiviteter inden for veterinærmedicin, genetik og farm supply-produkter, og har aktiviteter i mere end 25 lande.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Stærkt resultat

- Det er med stor tilfredshed, jeg kan konstatere, at Vilomix-koncernen i 2018 har leveret et stærkt årsresultat. Alle koncernens datterselskaber og fabrikker i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Letland, Polen, Rusland, Ukraine og Kina har leveret varen, siger Henning Haahr, bestyrelsesformand i Vilomix International Holding A/S.

Ifølge Henning Haahr, står Vilomix som koncern rigtigt godt rustet til fremtiden.

- Jeg forventer, at Vilomix over de kommende år øger koncernens omsætning samt fastholder det relativt høje indtjeningsniveau, siger han.

Selskaber samarbejder

Vilomix koncernen er et datterselskab i Danish Agro koncernen. Herudover er Vestjyllands Andel og Agravis mindretalsaktionærer i selskabet. Sammen med internationale grovvareaktiviteter er netop premix og vitaminer et stort fokusområde for joint venture-samarbejdet mellem Danish Agro, Vestjyllands Andel og Agravis.

- Vitamin- og premixbranchen er i global vækst, og Danish Agro, Vestjyllands Andel og Agravis har et langsigtet, strategisk joint venture-samarbejde, hvor vi ønsker at udvikle vores internationale aktiviteter i fællesskab. Samarbejdet, der er blevet udviklet og udvidet siden 2009, er en stor succes og leverer stærke økonomiske resultater. Fremover er det planen at fortsætte Vilomix koncernens konsolidering på det europæiske marked, samt se på om der er muligheder for at udbygge positionen på det asiatiske marked, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vilomix koncernen beskæftiger 526 medarbejdere.