Aftalen mellem Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening om at omdanne 100.000 hektar landbrugsjord til natur bliver aldrig realiseret.

Dén konklusion føler Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup sig sikker på efter at have læst om det håndslag mellem Martin Merrild og Maria Reumert Gjerding, som store dele af pressen har gjort sig store anstrengelser for at sælge som en sensation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er lidt spild af alles tid, da vi jo ved, at politikerne ikke er i nærheden af at ville finde de fornødne midler til, at forslaget kan realiseres, siger Hans Aarestrup i en pressemeddelelse.

Ok at tage lavbundsarealer ud af drift

BL-direktøren understreger, at der ikke er noget at udsætte på hovedessensen af aftaleteksten. Bæredygtigt Landbrug er således ikke modstander af at tage eksempelvis lavbundsarealer ud af drift, hvis lodsejerne i øvrigt får en ordentlig betaling for det:

- Hvis samfundet vil opkøbe jord til markedspris, er det fint for BL. Der er masser af jord til salg, lyder det fra Hans Aarestrup.

- Vi synes også, det er et rigtig fint forslag, at de ejendomme, der skal lukkes eller drosle deres produktion ned på grund af ammoniak-emission, får fuld økonomisk erstatning for ekspropriation af deres produktions-rettigheder. Det har vi argumenteret for helt tilbage fra dengang, vi skrev høringssvar til loven. Vi tror sådan set ikke, vi kan finde nogen i hele Danmark, som ikke synes, at det er et sympatisk forslag, der kommer fra de to organisationer. Det bliver bare aldrig til noget, understreger han.

Forfejlet ensidig fokus

Rent fagligt er BL-direktøren betænkelig ved effekten af store vådområder, både med hensyn til lattergas-emission og fosforudledning:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den ensidige fokusering på kvælstof er forfejlet. Det var en del af konklusionen fra den internationale forskergruppe, da de vurderede den danske indsats. Klimatilpasning ved hjælp af vandparkering skal ? hvis det skal anvendes ? gøres som i Sverige, hvor man fjerner muldlaget, inden man sætter området under vand for at undgå at udløse en fosforbombe. Det er dog nemmere bare at sørge for, at vandet kan løbe væk, når det regner, siger Hans Aarestrup.

BL-direktøren undrer sig

Direktøren kan ikke lade være med at udtrykke sin forundring over Landbrug & Fødevarers valg af alliancepartnere:

- Det mest overraskende ved nyheden er, at L&F er villig til at bruge tid på at lave en ligegyldig aftale med en part, som bruger sine fleste vågne timer på at svine L&F's medlemmer til på et usagligt grundlag, siger Hans Aarestrup