Kunder til Claas-traktorer i segmentet 145 og 165 hestekræfter har rigtig mange valg, og vi er i marken for at teste en af de knapt så udbredte kombinationer, hvor vi har fravalgt Cebis terminalen og tilvalgt den trinløse Cmatic transmission.

Hos Claas er en traktor på 145 eller 165 hestekræfter ikke bare en standardvare, der tages ned fra hylden, når kunden kommer ind i butikken for at handle traktor. Kunden skal således være forberedt på en byge af spørgsmål fra sælgeren, før den nye traktor er konfigureret.

Første beslutning er, om traktoren skal have en fire eller sekscylindret motor. Claas tilbyder nemlig Arion på 145 og 165 hestekræfter med begge motortyper. Dernæst skal der tages stilling til, om transmissionen skal være trinløs eller med gear. Sluttelig skal det besluttes, om betjeningen i kabinen skal være den forkromede løsning med Cebis-terminalen, eller om valget står imellem den mere mekanisk betjente CIS-version og CIS+. Betjeningsmæssigt placerer CIS+ sig imellem Cebis og CIS. Ud over ovennævnte valg skal der også kikkes på, om traktoren skal være med affjedre foraksel og så videre.

Transmissionen fungerer upåklageligt, og jeg er imponeret over, hvor let den både er at gå til og få sat op, så samspillet imellem motor og transmission udnyttes fuldt ud, og hvor det er let at køre traktor.

- Helge Plougmann Nielsen, PowerGear-testpilot

I konfigurationen af testtraktoren har vi sat flueben ved en sekscylindret Claas Arion 630 CIS+ med en trinløse Cmatic transmission. Traktoren er som standard med den velkendte firepunkts kabineaffjedring, og som ekstraudstyr er den monteret med affjedret foraksel.

Egen transmission

Under mine fødder i Arion 630 Cmatic ligger der en trinløs transmission, der produceres af Claas på virksomhedens transmissionsfabrik i Paderborn. Da jeg var ung, var Paderborn indbegrebet af billig øl fra de tyske grænsekiosker. Men lad det være sagt med det samme, at modsat det billige øl så bliver jeg hverken svimmel eller dårlig tilpas af at køre med transmission fra Paderborn. Tvært imod er det en rigtig positiv oplevelse, både at betjene transmissionen, og opleve hvor smidigt transmissionen fungerer.

I udviklingen af transmissionen har Claas anvendt det bedste fra to verdner. Hvor andre transmissioner enten er med to mekaniske gear eller flere gear der skiftes automatisk, er den nye transmission fra Claas med kun to områder, der skiftes automatisk. Hjertet i den trinløse transmission er et planetgearet med dobbelt solhjul, og to hydraulikenheder der kan vinkle 45 grader, og som kan fungere både som hydraulikpumpe og hydraulikmotor. Den kompakte enhed deler effekten fra motoren i en mekanisk og i en hydraulisk del, og efter hastighedstilpasningen samles effekten igen til en ren mekanisk effekt, der lukkes ud på hjulene.

Let at sætte op

Armlænet i CIS+ er betydelig mindre end i Cebis-modellen, og den store touch-skærm er erstattet af en farveskærm i højre A-stolpe og et lille display på instrumentbordet. Armlænet i CIS+ domineres forrest af kørehåndtaget, som Claas benævner Drivestick, og af et krydshåndtag til betjening af flere hydraulikudtag. Oven på krydshåndtaget er der et par kontakter til betjening af vendegearet. De to kontakter supplerer vendegearshåndtaget til venstre for rattet. Krydshåndtaget er godt placeret og velegnet til betjening af en eventuel frontlæsser, og til den arbejdsfunktion er det fint, at have vendegearet i samme joystick. Desværre er der ikke kræset for udformningen af håndtaget, og det resulterer i, at man bliver træt og forkrampet i hånd og fingre af at betjene knapperne til vendegearet. Til gengæld er det let at ændre og indstille de funktioner, som F-tasterne på siden af krydshåndtaget og ved siden af kørehåndtaget skal betjene. Programmeringen sker meget lavteknologisk i det lille display under rattet. Først vælges tasten der skal ændres, og herefter findes den funktion der skal betjenes af tasten. De valgte funktioner vises nederst i displayet på A-stolpen.

Armlænet indeholder desuden en række kontakter til indstilling og justering af blandet andet to faste motoromdrejninger og skift imellem tre hastighedsbånd. Trepunktsliften betjenes med trykknapper på den indvendige side af armlænet og på den udvendige side reguleres eksempelvis pløjedybden med en rullekontakt. I modsætning til på Cebis-versionen hvor frontliften indstilles med en rullekontakt, betjenes liften her på CIS+med et af hydraulikudtagene.

Fuld kontrol med transmissionen

Den trinløse transmission kan køres automatisk, hvor hastigheden enten kontrolleres med kørepedalen eller med kørehåndtaget. Derudover kan transmissionen også køres manuelt, hvor motoromdrejningerne kontrolleres med kørepedalen og hastigheden indstilles med kørehåndtaget.

Under transport til marken vælger jeg at kontrollere hastigheden med kørepedalen. Motoromdrejningerne styre traktoren selv, og under transporten med den liftophængte tallerkenharve kommer motoromdrejningerne aldrig over 1.500 o/min. I marken starter jeg med at køre pedalmode, men skifter lynhurtigt over til at anvende den meget velfungerende cruisefunktion. Funktionen aktiveres legende let ved blot at trykke på den orange kontakt på toppen af kørehåndtaget. Er jeg ikke tilfreds med hastigheden, behøver jeg blot at skubbe håndtaget lidt fremad eller trække den bag ud, for at ændre hastigheden. Den ændrede hastighed gemmes automatisk som den forvalgte hastighed, der aktiveres igen, når der trykkes på kontakten. Før jeg kommer til enden og skal dreje, skifter jeg til pedalmode ved blot at træde på kørepedalen og deaktivere cruisehastigheden ved at trykke på den orange kontakt. Det fungerer rigtig godt, og giver fuld kontrol over traktoren, når der vendes på forageren. Et lille ønske til næste opdatering er, at cruisen selv slår fra, når jeg træder på kørepedalen.

Ny foraksel

De nye modeller af Claas Arion kommer med en ny affjedret foraksel, der i modsætning til den forrige er en stiv aksel, der står på to skråtstillede hydraulikcylinder. Den afløser den velkendte Carraro-aksel, der med uafhængig affjedring af forhjulene giver en super god kørekomfort. Jeg var derfor spændt på, om den nye aksel havde de samme kvaliteter. Og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasker. For uden at der mærkbart er gået på kompromis med affjedringen, reduceres smørestederne ved forakslen til blot fire steder. Under transport registrerer jeg med tilfredshed, at affjedringen også virker på hydraulikcylindrenes negative sider. Det betyder, at traktoren selv ved hårde accelerationer og med den tunge tallerkenharve i liften ikke stikker næsen i luften, men går støt hen ad landevejen. Det er en fornøjelse og giver stabilitet under transporten.

Hvem har taget værktøjskassen?

Under hjelmen på Claas Arion 630 CIS+ ligger der en sekscylindret DPS (Deer Power System) motor på 6,7 liter samt en effekt på 165 hestekræfter og et moment på 703 Nm. Motoren er uden boost og effekten er derfor til rådighed ved alle arbejdsfunktioner. En turbolader med variabel geometri, sørger for at holder et højt moment ved lave motorområder. Overholdelse af emissionskravet, Stage IV, startet internt i motoren, hvor Claas arbejder med EGR, der recirkulerer en del af udstødningsgassen. Uden for motoren efterbehandles udstødningen i DOC, DPF og SCR-katalysatorer. Dele af efterbehandlingen er placeret under motorhjelmen og det resterende foregår i udstødningsrøret ved venstre A-stolpe. Når man ser det tykke udstødningsrør ude fra, tænker man umiddelbart, at det stjæler en del af udsynet skråt til højre. Men når man sidder i førersædet, opdager man at det ikke er det store problem.

SCR betyder, at der også skal være plads til en tank med AdBlue på traktoren, og hvor finder man lige det? Af alle mulige steder har Claas valgt at placere tanken, der hvor Arion plejer at have markedets bedste værktøjskasse. Der findes stadig en værktøjskasse på traktoren, men den sidder på højre side af traktoren. Beslutningen om at sløjfe værkstøjskassen på venstre side, må være taget i et lukket kontor, og af medarbejdere der aldrig har kørt en traktor, og det kan kun gå for langsomt, med at få det laver om.

Træf det rigtige valg

Vi valgte Arion 630 i CIS+ versionen og den trinløse transmission, både for at teste transmissionen fra Claas, men også for at få et indtryk af, om CIS+ opfylder de krav, som landmænd stiller til en moderne traktor.

Transmissionen fungerer upåklageligt, og jeg er imponeret over, hvor let den både er at gå til og få sat op, så samspillet imellem motor og transmission udnyttes fuldt ud, og hvor det er let at køre traktor.

Med hensyn til valg af udstyr og transmission, hvor der optimeres på, hvad man får for pengene, er jeg efter testen ikke i tvivl om, at jeg langt hen ad vejen vil vælge CIS+ og trinløs transmission frem for kombinationen af Cebis og powershift. Det eneste jeg umiddelbart savner i fravælgelsen af Cebis, er terminalens velfungerende foragerautomatik og mulighed for en mere præcis justering af frontliften. Claas har valgt en strategi med to terminaler, hvor autostyring og betjening af redskaber over Isobus sker i en ekstern terminal, og derfor er det ikke et handicap, at CIS+ ikke har en stor skærm.

Til kørsel med frontlæsser og eksempelvis strenglægger og kartoffeloptager samt andre redskaber der kontrolleres over deres egen terminal, er Arion 630 CIS+ med trinløse transmission det oplagte valg.

Skal der arbejdes meget med redskaber, hvor liften både foran og bag på traktoren anvendes, og hvor også hydraulikventilerne er i aktion, vil Cebis-modellen være det oplagte valg. Om traktoren skal være trinløs eller med gear afhænger igen af de opgaver traktoren skal udføre. Men når vi ser på resultatet fra Traktorafprøvningen, der afprøvede traktoren før teste, så er der brændstof at spare, når motoromdrejninger reduceres. Når jeg set på, hvor lave omdrejninger traktoren gik med i marken og på landevejen, så er jeg sikker på, at jeg ikke var kommet så langt ned i omdrejninger, hvis det var mig der havde foden på speederen.

Tekniske specifikationer

Motortype: DPS

Antal cylindre: 6

Slagvolumen l: 6,688

Nominel effect kW/hk: 114/155

Maksimal effect kW/hk: 121/165

Moment, Nm: 703

Egenvægt kg: 6.740-7.600

Transmission: trinløs

Brændstoftank, l: 285

AdBlue tank, l: 16

Hydraulikydelse, l/min: 110

Løftekapacitet i bag, kg: 8.000

Løftekapacitet i front, kg: 4.000

Totallængde uden frontlift, m: 4,759

Højde, m: 3,050

Akselafstand, m: 2,820

Fordæk: 540/65 R28

Bagdæk: 650/65 R38

Plusser

Trinløs med let indstilling.

Ny foraksel med god komfort og få smøresteder.

Kabine med lavt støjniveau.

Hydraulikventiler med trykaflastning.

Let at indstille lifthøjden hvor kraftudtaget automatisk frakobles.

Fodpedal til indstilling af rattet

Minusser

Manglende finish på krydshåndtag.

Værktøjskassen er forsvundet fra venstre side.

Frontlift beslaglægger en hydraulikventil.

Listepriser

Pris for den tested Claas Arion CIS+ Cmatic: 1.164.788 kr

Uddrag af ekstraudstyr på afprøvet traktor:

Proactiv foraksel: 39.450

4. hydraulikventil: 6.750

Frontlift fire ton med vanger: 32.963

To højt monterede forlygter: 2.550

Overstørrelse hjul: 10.162

Lydniveau

Ved tomgang 650 omdr/min: 64,2 dBA

Ved tomgang og blæser på max: 73,8 dBA

Med fuld gas 2.250 omdr/min: 76,2 dBA

Arbejde 11,0 km/t 1.380 omdr/min: 72,0 dBA

Transport 40 km/t 1.370 omdr/min: 70,0 dBA

Importørkommentar

Af Martin Holm Thomsen - Produktspecialist Claas traktor

I en verden af Claas har vi mulighed for at skræddersy traktorerne, så de passer præcis til kundens ønsker, og behov. Som det nævnes i testen, så er der et hav af muligheder. Ønsker man ikke at skulle igennem den helt store udstyrs maraton, når man skal have en ny traktor, så har vi i Danish Agro Machinery gjort det nemmere, vi har nemlig skabt 12 fokusmodeller, som er nogle traktorer der er udstyret til enkle eller avancerede behov. Arion 630 CIS+ Cmatic er vores fokustraktor i form af en simpel traktor, men med trinløs transmission.

Det nævnes i testen, at deaktivering af Cruise Control med speederen ville være en god funktion. Dette er netop nu blevet en mulighed og kan tilkøbes som ekstraudstyr, til en meget lille pris, nemlig 1.163 kr. Derudover kommenteres det, at værktøjskassen er blevet flyttet fra venstre side af traktoren, til traktorens højre side. Og ja, det er selvfølgelig sket for at få placeret AdBlue tanken. Alternativt havde det også været træls, hvis AdBlue skulle tankes på traktorens højre side? Her foretrækker jeg helt klart AdBlue i venstre side, og værktøjskasse i højre side. Endnu en detalje er Electropiloten, altså krydshåndtaget med hydraulikfunktioner. Her sidder vendegears kontakterne placeret oven på håndtaget. Der skal samme tid trykkes på en lås-knap for at få traktoren til at skifte retning. Det er klart at man skal lige vende sig til placeringen af kontakterne, men det er væsentligt rarere end at bruge vendegearet ved rattet, især ved opgaver med en frontlæsser, hvor der sker mange retningsskifte.

Danish Agro Machinery A/S takker for testen, og interesserede kunder kan henvende sig til den lokale Claas-forhandler for mere information om den testede traktor