Det kan blive en tung gang og en rigtig dårlig oplevelse, når unge landmænd første gang står i banken og beder om et lån til at kunne få egen gård.

Nu opretter Bornholms Landbrug og Fødevarer nu som den første landbrugsorganisation en generationsskifteskole. Den skal hjælpe de unge landmænd med at opstille nærmest skudsikre forretningsplaner og budgetter uden fælder, skriver DR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er nemlig stort behov for flere unge i erhvervet. Men de har brug for store beløb for at kunne købe, for de drømmer om noget andet end generationerne før dem. Det siger økonomi- og ejendomsrådgiver i Bornholms Landbrug og Fødevarer Ingvar Olsen.

Ingvar Olsen tror på, at hjælpen til at få lavet en plan i et længerevarende uddannelsesforløb kan være det, der knækker koden og åbner for banklån til de unge.

Erfaringen skal i hus

Thorbjørn Koefoed er en af dem, der skal i banken engang i en ikke helt fjern fremtid. Han er faguddannet landmand og er i dag driftsleder for svineproduktionen på Langemyregård ved Åkirkeby. Ejeren af gården er hans far Peter Brandt Koefoed, og de to har sammen lagt en plan for en overtagelse.

Første del er at sikre, at Thorbjørn Koefoed får en solid erfaring med både at drive svineproduktionen og samtidig være chef for de ansatte i stalden.

- Jeg kan godt forstå, at bankerne er kritiske og ikke bare låner 20 millioner kroner ud til en ung fyr. Det kan være svært at lave et stort afkast i landbruget, og bankerne skal både have deres penge hjem og tjene på det, siger Thorbjørn Koefoed, til DR Bornholm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Generationsskifteskolen på Bornholm bliver et toårigt forløb, der kører sideløbende med landmændenes arbejde på gårdene, og hvor eleverne hele tiden skal arbejde med deres egen plan. Der skal være undervisning i alt fra låneøkonomi over skat og handleplaner til pædagogik og ledelse.

Målet med undervisningen er altså, at de unge skal blive klar til at købe en ejendom - derfor er det også planen, at bankerne blandt andre skal levere undervisere.