Dansk landbrug får kritik for meget i offentligheden. Men i virkeligheden har landmændene mindsket miljøudledningerne de seneste mange år og samtidig øget produktionen ganske betydeligt - og det fortjener erhvervet respekt for, mener folkene bag Danmarks fagmesse for husdyrproducenter, NutriFair.

- Få erhverv er så innovative og omstillingsparate som det danske landbrug, der i øvrigt også er verdensberømt for sin miljøvenlighed. Den danske landmand er en del af løsningen og ikke problemet, når vi taler om at skabe en bedre verden, siger projektleder Jørgen Kronborg fra MESSE C Fredericia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

NutriFair afvikles den 16. og 17. januar 2019 i messehallerne i Fredericia og slår denne gang et slag for FN's såkaldte verdensmål - der handler om at lave en mere bæredygtig udvikling. Det sker bl.a. med illustrativt fokus på verdensmålene i den mellemgang, der forbinder hal A og D.

At den danske landmand dag for dag kan være mere og mere stolt af sit værdigrundlag, bekræfter Kris Vetter, redaktør for Bioenergi Magasinet. Han fortæller, at biogasanlæggene tordner frem i disse år og har firedoblet produktionen på få år.

- 80 procent af de råvarer, der indgår i biogas, kommer fra landmanden selv. Fra at have været 100 procent fødevareleverandør er landbruget i dag på vej til at blive den førende energileverandør, siger Kris Vetter.

- Dét fortjener landmanden et kæmpe skulderklap for. Det er noget, som både energisektoren, samfundsøkonomien og ikke mindst miljøet nyder kæmpe gavn af. Tænk, at gylle og i øvrigt også dagrenovation kan erstatte fossil energi, tilføjer redaktøren.

2019-udgaven af NutriFair er den 8. af slagsen. Messen arrangeres af MESSE C Fredericia i tæt samarbejde med en række af branchens toneangivende aktører og byder udover traditionelle stande også på et stærkt konferenceprogram med eksempelvis foredrag om topaktuelle emner. Messen har åbent både onsdag den 16. og torsdag den 17. januar fra kl. 9-17.