Forhandlingerne om forbedrede rammer for im- og eksport mellem parterne har stået på siden 2012, og i sommeren 2018 nåede landene en politisk aftale. I løbet af det seneste halvår er det lykkedes at få fastsat detaljerne for den fremtidige handel, det vil sige hvilke produkter der omfattes, og hvordan de behandles toldmæssigt og regulatorisk, skriver L&F i en pressemeddelelse.

For danske landbrugsprodukter betyder det store eksportmuligheder. Blandt andet vil de japanske toldsatser på mere end 90 procent af EU's landbrugseksport bortfalde med det samme, og en række andre handelsbarrierer såsom uklare godkendelsesregler er blevet fjernet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Visse produkter får dog ikke øjeblikkelig toldfrihed, men tolden nedsættes gradvist. For andre produkter øges de toldfrie kvoter.

For at opnå toldfrihed for eksport til Japan er det afgørende, at virksomhedens produkter har oprindelse i EU. Man skal derfor sikre sig sine varers EU-oprindelse og derefter dokumentere det ved en oprindelseserklæring. Hvis vareværdien overstiger EUR 6.000, skal man dog supplere oprindelseserklæringen med et REX-nummer, som tildeles af Toldstyrelsen i forbindelse med virksomhedens godkendelse som registreret eksportør.